Der er tegn på fremskridt, men skævheden er stadig markant – især for kvindelige musikere over 40.
Kun 11 procent af Kodas samlede udbetalinger gik til kvindelige musikere. Det viser en ny rapport, der afslutter musikåret og endnu engang viser en markant skæv kønsbalance i den danske musikøkonomi.
Læs også: 21 kulturorganisationer vil have ændret barselslovgivningen
På enkelte områder peger tallene dog i en mere positiv retning. Andelen af kvindelige musikere, der meldte sig ind i Koda, steg med 43 procent fra 2023 til 2024. Det kalder Kodas forperson, Loui Törnqvist, for "et vigtigt skridt i den rigtige retning." Hun understreger dog, at udviklingen kræver vedvarende indsats:
"Men hvis de gode tendenser skal fortsætte, kræver det, at musikbranchens målrettede indsatser for en bedre kønsbalance fastholdes og intensiveres."
Samtidig viser årsopgørelsen en markant tilbagegang i udbetalingerne til kvinder, når de passerer 40-årsalderen.
"Hvis den positive bevægelse, som vi ser lige nu i dansk musik, skal forstærkes, kræver det et fokus på fastholdelse af de kvindelige talenter og deres muligheder for fortsat karriereudvikling," udtaler Loui Törnqvist om udviklingen.
Rapportens nøgletal understreger forskellene i både medlemskab og udbetalinger. Læs hele rapporten her.




