Næsten 20 millioner pund udbetales nu til børn, der blev såret ved terrorangrebet i Manchester i 2017.
Hvad der svarer til omkring 175 millioner kroner, skal nu udbetales til børn, der blev såret ved terrorangrebet efter en Ariana Grande-koncert i Manchester i 2017. Det har en britisk dommer afgjort ved Manchester Civil Courts of Justice, skriver BBC.
Læs også: Jane’s Addiction går i opløsning efter slagsmål
I alt 16 børn, som alle var under 16 år på tidspunktet for koncerten, deler erstatningen. Beløbene varierer fra cirka 2.700 pund til 11,4 millioner pund, alt efter hvor alvorlige skaderne var. Nogle af børnene fik livsændrende fysiske mén, mens andre stadig kæmper med alvorlige psykiske følger efter angrebet.
Bomben sprang den 22. maj 2017, kort efter at Ariana Grande havde forladt scenen i Manchester Arena. 22 mennesker mistede livet, og flere hundrede blev såret. Mange af dem var unge koncertgæster, der var taget til koncerten sammen med deres familier. Angrebet står i dag som et af de mest alvorlige terrorangreb under et musikarrangement i Storbritannien.
Erstatningerne bliver betalt af flere parter, som havde ansvar for sikkerheden omkring koncerten. Det gælder både arenaens ejere, sikkerhedsfirmaet Showsec samt politiet i Greater Manchester og det britiske transportpoliti.
Læs også: Statens Kunstfond sender 10 millioner efter musikdramatikken
Ifølge BBC har alle parter undskyldt over for ofrene og erkendt, at der blev begået alvorlige fejl.
Efter retsmødet udsendte advokaterne for ofrene en fælles udtalelse. Her lød det blandt andet: "Dette er ikke en dag, der skal fejres. Det er et øjeblik til at anerkende de fejl, der blev begået, og den ufattelige lidelse, vores klienter har levet med siden koncertaftenen."




