De har netop afsluttet deres albumturné, og nu venter en af de helt store milepæle.
Det danske band Patina har siden 2020 været fast inventar på de danske radiobølger og har samtidig cementeret sig som et stærkt liveband. Nu kan de afsløre, at de spiller deres hidtil største koncert, når de indtager Falkonersalen i København den 30. januar 2027.
Læs også: Patina vinder fornem pris under Spot Festival 2025
Bandet stormede ind på den danske musikscene i 2020 og har siden udgivet tre albummer. Det seneste med titlen Uvejr, modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Det samlede album er et velproduceret og sammenhængende udspil, der tydeligt fremhæver Patinas styrker. Trods det følelsesmæssige skift i albummets anden halvdel formår bandet at fastholde den røde tråd, der blev trukket op i første del."
I en pressemeddelelse udtaler bandet: "Med papvin under armen og uden kontakt til omverdenen tog vi i 2018 det første spadestik til dét, der er blevet til vores livsprojekt: Patina. Sidenhen fulgte hundredvis af koncerter på spillesteder og festivaler, tre studiealbums og en evig søgen efter absolut nærvær i musikken. Alt sammen bakket op af den umættelige lyst til at spille og skrive musik — sammen. Nu skriver vi et nyt kapitel sammen med jer."
Deres succes på livescenen kan blandt andet tildeles deres atypiske bandkonstruktion med tre frontpersoner, der skiftevis synger, spiller trommer og percussion. Ifølge pressemeddelelsen kan publikum derfor forvente en helt særlig og intens koncertoplevelse.
Billetsalget starter onsdag den 3. december 2025 kl. 10 via dtdconcerts.dk og unitedtickets.dk.
Varm op til koncerten ved at lytte til Patinas katalog her:





