Xenias ep inviterer ind i et kosmisk og eventyrligt univers – se med i en ny livesession.
Fredag den 12. december landede musikeren Xenias nye ep Midnat. Projektet består af fem sange og kredser om kosmiske og spirituelle tematikker om livet og døden. Nu udsender hun en livesession med fokustracket "Næste vinter", der har forpremiere hos GAFFA.
Læs også: Her er TikToks mest streamede sange og artister i 2025
Projektet følger efter singleforløberen "Spejl", der udkom i november. Om forventningerne til ep'en udtaler sangeren i en pressemeddelelse: "Man kan forvente elektronisk pop i et kosmisk og eventyrligt univers. Sangene er dybe, sørgmodige og teksterne giver stof til eftertanke. Produktionerne fokuserer på stemmen og de vokale harmonier."
På det andet track på ep'en, "Næste vinter", illustreres netop dette lyd- og tekstunivers: "Til 'Næste Vinter' er en længselsfuld sang om tab. Den handler om tilbagevendende årstider og begivenheder, hvor alt er bekendt og fremmed på samme tid. Når man oplever et tab, udvider universet og ens opfattelse af ‘virkelighed’ sig - din egen lille verden bliver mindre, mens universet bliver større."




