Flere nyere artister har også sneget sig med på listerne over mest streamede sange og album i 2025.
Spotify har løftet sløret for årets mest streamede kunstnere, sange og album på globalt plan – og 2025 står endnu engang i både Bad Bunny og Billie Eilish' tegn på de globale Spotify Wrapped-lister. Se listerne nederst i artiklen.
Læs også: Her er de 10 mest streamede kunstnere i Danmark i 2025
Den puertoricanske stjerne Bad Bunny dominerer listerne og indtager førstepladsen som årets mest streamede artist globalt. Hans album Debí Tirar Más Fotos fra tidligere i år ligger ligeledes nummer ét på listen over de mest streamede album globalt, mens hans 2022-album Un Verano Sin Ti lige præcis sniger sig ind i top 10.
Billie Eilish markerer sig samtidig på de globale Spotify Wrapped-lister. Hun har singlerne "Birds of a Feather" og "Wildflower" med på listen over de mest streamede sange globalt, og hendes album Hit Me Hard And Soft er Spotify-brugernes tredje mest lyttede globalt. Hun er desuden den femte mest streamede artist globalt på Spotify.
Listen er også domineret af globale superstjerner som Taylor Swift, The Weeknd, Drake, Ariana Grande og Kendrick Lamar. Dog har der på listen over mest streamede sange været plads til nybrud fra artister som Sombr, Alex Warren og Gracie Abrams, der alle har sneget sig ind blandt årets største hits.
På førstepladsen over de mest streamede sange globalt finder man nummeret "Die With a Smile" af Lady Gaga og Bruno Mars. Bruno Mars er ligeledes at finde på listens nummer tre med den newzealandsk-sydkoreanske artist Rosé på nummeret "APT."
KPop Demon Hunters fortsætter med at understrege k-poppens massive globale rækkevidde og ender som årets næstmest streamede album, mens sangen "Golden" fra selvsamme album er at finde på en syvende plads over de mest streamede sange.




