Nyhed

Putin kalder dem terrorister - nu kommer Pussy Riot til Danmark

Efter at være blevet forbudt i Rusland, gæster Nadya Tolokonnikova fra punkkollektivet dansk festival i det nye år.

Stifteren af det russiske kunst- og punkkollektiv Pussy Riot kommer til Danmark i januar 2026. Det sker i forbindelse med Copenhagen Contemporarys 10-års jubilæum, som de fejrer med den nye tredages festival, CC10.

Læs også: Putin-kritiske Pussy Riot dømt som ekstremistisk gruppe

Festivalen skal hylde “kunst som et levende rum for eksperimentation, kreativitet og modstand.” I den forbindelse kommer Nadya Tolokonnikova, stifteren af Pussy Riot, til festivalen med en særlig koncertperformance.


Optrædenen kommer til at byde på musik af Nadya Tolokonnikova i samspil med en række visuelle elementer lavet i samarbejde med det Berlinske galleri Nagel Draxler.

Forbudt i Rusland
Besøget i Danmark kommer kort tid efter, at Pussy Riot er blevet stemplet som en ekstremistisk gruppe i Rusland. Den 15. december 2025 satte de russiske myndigheder kollektivet på landets liste over ulovlige organisationer. Det betyder, at alle gruppens aktiviteter nu er forbudte i Rusland.

Pussy Riot er kendt for deres åbne og ofte direkte kritik af præsident Vladimir Putin og har i mange år brugt musik og kunst til at protestere mod det russiske styre. Flere af gruppens medlemmer lever i dag i eksil og har blandt andet været meget kritiske over for Ruslands krig i Ukraine.


Ud over performancekoncerten deltager Nadya Tolokonnikova også i en samtale med Copenhagen Contemporarys direktør, Marie Laurberg, om kunst, aktivisme og politisk pres.

Læs også: Live Nation fortsætter ekspansion: Overtager ny stor koncertarena

Flere kunstnere på programmet
Festivalen byder også på en række andre performances, talks og koncerter med både danske og internationale kunstnere. Blandt andet optræder den danske musiker Fine, der blandt andet er kendt fra bandet Chinah


Fine fik fire stjerner under Spot Festival i år. I den forbindelse skrev GAFFAs anmelder:

“Fine præsterede det underspillede, der ramte plet, når det ramte. Koncerten var som en lang og håndholdt slowmotion-film, der med sin såkaldte zombiecountry og sit shoegaze-slør bekræftede, at stilhed nogle gange larmer mest. Men det er ikke altid nok til at ruske kroppen til live.”

Derudover kan man opleve optrædener fra Monster Chetwynd, Miriam Kongstad, Silas Inoue, Filip Vest samt en række samtaler med blandt andet Lea Korsgaard og Sara Alfort.

“Med CC10 fejrer Copenhagen Contemporary, at vi på bare ti år har formået at skabe en markant ny institution for samtidskunst i Danmark,” siger direktør Marie Laurberg. “Vi fejrer København som en levende og mangfoldig kunstby med global gennemslagskraft og ser frem mod en festival, der insisterer på kunstens rolle som et rum for fællesskab, friktion og fantasi.”


Festivalen finder sted fra den 23. til 25. januar 2026.

ANNONCE