Nyhed

Roskilde Festival ser markant fald i grænseoverskridende adfærd

Otte års undersøgelser om grænseoverskridende adfærd på Roskilde Festival viser en positiv udvikling, men andre danske festivaler har ikke data til at understøtte samme tendens.

Grænseoverskridende adfærd på tværs af kategorier er dykket hos Roskilde Festival siden 2016, viser rapporten Orange Together.

Læs også: Roskilde Festival bliver hovedpartner for uafhængig prisfest

Roskilde Festival oplyser på LinkedIn, at deres analyseteam har talt med hundredvis af deltagere for at udarbejde resultaterne, som strækker sig fra 2016 til 2025. Netop det at tale med deltagere er måden, som festivalen forsøger at afdække mørketal, så rapporten ikke udelukkende baserer sig på hændelser, som bliver rapporteret eller anmeldt. 


Selvom man ser den positive udvikling hos Roskilde Festival, har andre danske festivaler ikke samme ressourcer til at indsamle data, beskriver direktøren for Dansk Live, Esben Marcher, i et interview med Kulturmonitor.

Dog udtaler han på baggrund af et fald i politirapporteringer fra 2025 og meldinger fra sommerens festivaler, at den grænseoverskridende opførsel også er faldet hos de øvrige festivaler: “Vi oplevede en markant stigning i anmeldelser af den her karakter i festivalåret 2024, fordi det lå i kølvandet på den nye samtykkelovgivning. De meldinger, jeg har fået efter denne sommers festivaler, var, at tallet heldigvis er faldet igen.” 

Du kan læse den fulde Orange Together-rapport her


ANNONCE