Slipknot-medlemmet Shawn "Clown" Crahan er langt mere positivt stemt over for kunstig intelligens end mange andre kunstnere.
Mens kunstig intelligens fortsat får stor kritik i musikbranchen, ser det amerikanske metalband Slipknot anderledes på teknologien.
Læs også: Slipknot-medlem bekræfter: Har ny musik på vej
I et interview med The Escapist forklarer trommeslager Shawn “Clown” Crahan, der er en af de syv oprindelige stiftere af Slipknot, at han flittigt bruger kunstig intelligens i sin kreative proces.
“Jeg bruger AI 190 procent,” siger han i interviewet.
Rockstjernen mener, at frygten for teknologien ofte er misforstået. For ham handler det om at se AI som et redskab snarere end en genvej.
“Jeg ser det som en professor i min lomme, som kun vil gøre det, jeg beder den om,” forklarer Crahan.
Intet kan fungere uden mennesket
I interviewet fortæller Slipknot-trommeslageren, at han gennem årene har skrevet “tusindvis og tusindvis” af digte, som han bruger AI til at arbejde videre med.
“Her er mine ord,” forklarer han og fortsætter: “Ændr dem ikke. Ret dem ikke. Men vis mig nogle forskellige måder at synge dem på.”
I interviewet sammenligner han brugen af AI med f.eks det at hyre en traditionel producer.
“Hvad er forskellen på, at jeg tager min producer op af lommen … eller at jeg prøver at få fat i en berømt producer, som måske slet ikke vil arbejde med mig og potentielt kan koste mig 150.000 dollars?” spørger han.
Crahan mener ikke, at det er værktøjet, den er gal med. Det er i højere grad mennesker, der bruger AI forkert.
“Det er stadig mig, der skal synge det,” siger han og tilføjer:
“Intet af det kan fungere uden dig – mennesket. Det er et gigantisk orakel … men det har brug for dig.”





