Musikselskabet anklager Meta for at bruge deres musik uden tilladelse på Facebook, Instagram og WhatsApp.
Det svenske musikselskab Epidemic Sound har indgivet et nyt søgsmål mod Meta, hvor de beskylder techgiganten for at krænke rettighederne til yderligere 1.000 musikværker. Sagen er anlagt ved en føderal domstol i Californien og kommer oveni en tidligere sag fra 2022. Det skriver mediet Music Business Worldwide.
Læs også: Rapport: Kunst kan forbedre unges mentale sundhed
Det nye søgsmål hævder, at Meta fortsat tilbyder Epidemic Sounds musik gennem sin Audio Library og via funktioner som Original Audio og Reels Remix, der ifølge Epidemic Sound gør det muligt for brugere at "låne" musikken fra hinandens opslag. Epidemic kræver op til 150.000 dollars i erstatning per værk, svarende til knap en million danske kroner. Tilsammen løber søgsmålet op til næsten 1 millard danske kroner. Derudover kræver Epidemic Sound et permanent forbud mod at Meta bruger musikken i fremtiden.
"Meta har ikke sikret sig en licens fra Epidemic Sound til brugen af selskabets ophavsretsbeskyttede musik på platformene eller betalt Epidemic Sound eller deres artister en eneste krone for den krænkende brug," lyder det i søgsmålet fra Epidemic Sound.
Epidemic Sound påstår også, at Meta har nægtet dem adgang til værktøjet Rights Manager for Music, som skulle hjælpe rettighedshavere med at opdage og håndtere uautoriseret brug af deres musik. Ifølge søgsmålet har Meta endda truet med at begrænse Epidemic Sounds adgang til andre rettighedsværktøjer.
Epidemic Sound har hovedkvarter i Stockholm og administrerer et katalog på over 50.000 værker, som ofte anvendes i videoer, reklamer og streamingindhold. Selskabet har tidligere sagsøgt både TikTok og andre techplatforme i bestræbelserne på at beskytte deres musikkatalog, mens Metas håndtering af ophavsret længe har været genstand for kritik fra musikbranchen.





