Nyhed

Syd For Solen løfter sløret for 12 nye navne

Til sommer kan du blandt andet opleve en amerikansk indie-sensation og en populær elektronisk duo, når de gæster Syd For Solen 2026.

I starten af november måned kunne Syd For Solen annoncere store navne som Lorde, The xx og Medina. Nu har festivalen netop offentliggjort 12 nye navne til 2026-programmet, der blandt andet tæller artister som Sombr, Maribou State og Hans Philip. Samtidig løfter Syd For Solen sløret for de foreløbige dagsprogrammer, som du kan se nederst i artiklen.

Læs også: Syd for Solen afslører de første navne på 2026-programmet

Ifølge en pressemeddelelse spænder de nye tilføjelser bredt, med alt fra amerikansk indierock og alternativ country til dansk r&b og britisk elektronisk pop. Ud over de ovennævnte navne tæller dagens offentliggørelse også Geese, Wilco, Tash Sultana, Bette, Brimheim, Fine, Kind mod Kind, Freak Slug og Paris Paloma.


"Vi har prioriteret en stor musikalsk diversitet blandt de artister, som vi offentliggør i dag," udtaler Syd For Solens programansvarlige, Xenia Grigat, i pressemeddelelsen. "Der er nok at være begejstret over, men vi er slet ikke færdige endnu. Vi har 15 artister mere i ærmet, som vi glæder os rigtig meget til at fortælle meget mere om og fuldende plakaten med".

Hovednavnet i dagens offentliggørelse er den amerikanske indiekomet Sombr, der har fået sit internationale gennembrud med hittet "Back to Friends", og som tidligere i år udgav debutalbummet I Barely Know Her, der scorede fire stjerner af GAFFAs anmelder, som skrev: "Det er stadig uklart, om Sombr bliver personen, der kommer til at gøre indierock mainstream igen. Men han gør et værdigt første forsøg med I Barely Know Her."

Hør Sombrs debutalbum her – artiklen fortsætter nedenunder: 


Blandt dagens offentliggjorte navne finder man også den elektroniske duo Maribou State, der tidligere på året lukkede NorthSide med et fem-stjernet live-set. På den danske front er Hans Philip klar med materiale fra sit seneste album Honey, der fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder.

Læs også: TikTok-casanova debuterer med en lyd fra 10'erne midt i hypen


Syd For Solen 2026 finder sted fra d. 13 til d. 15. august i Valbyparken. Billetsalget er allerede i gang og kan købes via sydforsolen.dk.

 


ANNONCE