Musikeren Nemo kritiserer Israels fortsatte deltagelse og mener, at det er i "tydelig konflikt" med sangkonkurrencens idealer om inklusion og fællesskab.
Schweiziske Nemo, vinder af Eurovision Song Contest 2024 med sangen "The Code", afleverer sin statuette tilbage. Kunstneren meddeler beslutningen på Instagram og begrunder den med, at Israel får lov til at deltage i næste års konkurrence.
Læs også: Endnu et land følger trop og boykotter Eurovision
"Jeg føler ikke længere, at denne trofæ hører hjemme på min hylde," skriver hen på Instagram.
Nemo uddyber sin holdning og fremhæver konkurrencens værdigrundlag:
"Selvom jeg er utrolig taknemmelig for fællesskabet omkring denne konkurrence og alt det, denne oplevelse har lært mig både som person og som artist, føler jeg ikke længere, at det her trofæ hører hjemme på min hylde," skriver hen og fortsætter:
"Eurovision siger, at de står for enhed, inklusion og værdighed for alle. De værdier gjorde konkurrencen meningsfuld for mig. Men Israels fortsatte deltagelse, under hvad FN’s uafhængige internationale undersøgelseskommission har konstateret er et folkemord, viser en tydelig konflikt mellem disse idealer og de beslutninger, EBU har truffet."
Efter EBU’s melding om, at Israel får lov til at deltage, har Spanien, Irland, Nederlandene, Slovenien og Island meddelt, at de trækker sig fra Eurovision 2026. Konkurrencen fortsætter ellers som planlagt med afholdelse i Wien i maj 2026, dog uden de nu fem lande, der har trukket sig.
Se Nemos opslag nedenfor.
Denne artikel blev oprindeligt bragt af GAFFA Sverige og er her oversat af GAFFA Danmarks redaktion.





