Publikum kan glæde sig til at opleve hele fire bands på scenen til en aften i rockens tegn.
Tivoli Friheden har netop annonceret, at lørdag den 4. juli 2026 bliver dedikeret til rock. D-A-D og Dizzy Mizz Lizzy er aftenens hovednavn, og som gæster kommer også Sort Sol og The Raveonettes.
Læs også: D-A-D-bassist debuterer som soloartist
I løbet af ugen har forlystelsesparken i Aarhus løftet sløret for flere af kunstnerne, blandt andet Annika og Benjamin Hav & Familien, der spiller til sommer. Med både pop og rap på programmet, sørger de nu for at fyre op under en kæmpe rockfest midt i sommervarmen.
Aftenens bands sørger for at komme godt igennem hele fire årtier af rockens historie. Sort Sol blev dannet tilbage i halvfjerdserne, hvor de leverede banebrydende hits i punkens tegn. D-A-D opstod i løbet af 80'erne, og har taget den danske rockscene med storm, vundet utallige priser og spillet et hav af anmelderroste koncerter. Dizzy Mizz Lizzy har kastet hits ud siden 90'erne, hvor de slog igennem med deres melodiske og grungeinspirerede sange. The Raveonettes binder sløjfe på aftenen og repræsenterer 00'ernes indierock.
Tivoli Friheden lover i en pressemeddelelse, at de største rocksange bliver samlet på et sted, og du kan fra mandag den 8. december få fat i billetter til den storslåede aften på livenation.dk og ticketmaster.dk.





