Rapstjernen har solgt millioner af billetter og slået alle tidligere indtjeningsrekorder for en solorap-turné.
Den amerikanske rapstjerne Travis Scott har sat en ny, svimlende rekord for solorap-turnéer efter at have solgt over 2,2 millioner billetter på sin seneste turné og omsat for omtrent 250 millioner dollars verden over – svarende til over 1,6 millarder danske kroner. Det oplyser NME.
Læs også: Her er de 25 mest ikoniske internationale hiphopsange
Travis Scott har for alvor cementeret sin position i toppen af den globale hiphopscene. Med afslutningen på sin gigantiske Circus Maximus Tour i Mumbai den 19. november har rapperen nu skrevet sig ind i historiebøgerne som den mest indtjenende solorapper på turné nogensinde.
Den omfattende turné strakte sig over 85 koncerter og blev skudt i gang i oktober 2023 i forlængelse af udgivelsen af albummet Utopia. Efter starten i Nordamerika fortsatte Scott gennem Europa, Latinamerika og Oceanien i løbet af 2024. Særligt koncerterne i Indien vakte opsigt, da de blev de største rapshows nogensinde i landet med op mod 125.000 publikummer.
Undervejs på turnéen har der også været plads til opsigtsvækkende øjeblikke – blandt andet i Japan tidligere på måneden, hvor Kanye West dukkede op som overraskende gæst.
Se deres optræden nedenfor. Artiklen fortsætter efter videoen.
TRAVIS SCOTT BROUGHT OUT KANYE WEST IN JAPAN TONIGHT 🤯🤯
— CIRCUS MAXIMUS (@TRAVISONTOUR) November 8, 2025
‘RUNAWAY’ LIVE FROM THE #CIRCUSMAXIMUSTOUR 🇯🇵 pic.twitter.com/WmRXKAX9NQ
Selvom Travis Scott har skrevet sig ind i historiebøgerne, har han også haft negativ opmærksomhed gennem årene – særligt efter tragedien under Astroworld den 5. november 2021 i Houston, Texas. En festival, han selv stod bag. Her mistede 10 personer livet under rapperens koncert, mens flere hundrede blev kvæstet. Omkring 50.000 mennesker havde købt billetter til endagsfestivalen.




