Nyhed

Tre nye kulturprojekter skal løfte Aarhus’ børn og unge trivsel

De 1,5 millioner kroner går blandt andet til et nyt musikprojekt i samarbejde med Aarhus Musikskole, og bliver det sidste intiativ inden kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad giver staffeten videre.

Den afgående kulturrådmand i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad (R), iværksætter tre sidste initiativer med fokus på trivsel, fællesskab og udvikling. Det oplyser Kulturmonitor.

Læs også: Aarhus får ny kulturrådmand: Iværksætter tager over efter Rabih Azad-Ahmad

Projekterne skal gennemføres i 2026 og støttes af en samlet bevilling på 1,5 millioner kroner. Midlerne går blandt andet til et pilotprojekt for et ungekulturhus i Gellerupparken, en ny række af demokratifokuserede aktiviteter på Viby Bibliotek samt et længerevarende musikforløb på Aarhus Musikskole.


"Som kulturrådmand står det højt på min dagsorden, at vi gennem kulturen kan give børn og unge en følelse af fællesskab og kammeratskaber og på den måde styrke deres trivsel og udvikling" siger Rabih Azad-Ahmad til Kulturmonitor. 

Musikforløbet på Aarhus Musikskole får titlen Trygheden, der blev væk og omfatter i første omgang 24 skoleklasser, som deltager i et fem ugers undervisningsforløb. Indsatserne målrettes først specialklasser, men planen er senere at udbrede tilbuddet til skoler i hele kommunen.

Rabih Azad-Ahmad har været kulturrådmand i Aarhus i 12 år og forlader helt kommunalpolitik efter årsskiftet. Fremover er det den socialdemokratiske iværksætter og kaospilot Jesper Kjeldsen, der overtager posten som ansvarlig for kulturområdet i kommunen.


Aarhus’ nyvalgte borgmester, Anders Winnerskjold (S), ser frem til samarbejdet:
”Kultur, idræt og foreningsliv spiller en afgørende rolle for alle aarhusianere, og derfor er det et vigtigt politikområde for os,” sagde han i forbindelse med udnævnelsen af Jesper Kjeldsen som rådmand for Kultur- og Borgerservice.

ANNONCE