Nyhed

Vulvatorious-forperson træder ind i statens elitekunstnerkorps

Statens Kunstfond vil bringe den danske black metal-performer ud over landegrænserne.

Det er nu offentliggjort, hvilke 13 kunstneriske sjæle, der har fået muligheden for at være en del af Statens Kunstfonds toårige DUKE-karriereprogram. Iblandt de mange kunstformer er fire musikere udtaget, og en af dem er Ditte Krøyer.

Læs også: Statens Kunstfond: Her er de 13 nye elitekunstnere

Hanekam og sort makeup kendetegner den punk og black metal inspirerede kunstner Ditte Krøyer, der ud over at arbejde med skulpturer og performance også er en del af bandet Vulvatorious. I sit arbejde er det den spirituelle smerte som sorg, død og skam, der er i fokus, samt udvikling og udbytning af naturens ressourcer. DUKE-karriereprogrammet skal hjælpe Ditte Krøyer med at skabe internationale muligheder. 


Selv er hun uddannet i New York på School of Visual Arts, hvorfra hun har en Master of Fine Arts, efter at hun studerede på Københavns Kunstskole og Glasgow School of Art. 

Ditte Krøyer er frontpersonen i ekstrem-metalbandet Vulvatorious, der i 2024 udgav deres selvbetitlede debutalbum og modtog hele seks stjerner fra GAFFA.

"Musik, man ikke kan mærke er spild af liv, og med følelserne uden på tøjet i et univers badet i blod, sved og oprør har Vulvatorious begået et råt debutalbum, der byder på en hårdtslående kombination af crustpunk og black metal med dertilhørende dobbeltpedal, distortion og død," lød det fra anmelderen.


Læs også: VULVATORIOUS: ”Vi vil gerne skabe en udvidet opfattelse af, hvad det vil sige at være kvinde”

I sommer optrådte bandet på Copenhell med Ditte Krøyer helt ude på scenekanten. GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner og store roser til bandet, der kom "tordnende bagfra" og overraskede alle på den store rockfestival. 

Du kan lytte til Ditte Krøyer sammen med resten af Vulvatorious her:


ANNONCE