Violinisten Brian King Joseph har anlagt sag mod "Miami"-musikeren med anklager om "rovdyrsadfærd" og grooming.
Brian King Joseph har anlagt sag mod Will Smith og hans management Treyball Studios Management, rapporterer Digital Music News. I søgsmålet anklages musikeren for det, der beskrives som "rovdyrsadfærd", herunder bevidst manipulation og grooming med henblik på seksuel udnyttelse.
Læs også: Will Smith på Smukfest 2025: Som en lussing med en vissen hånd
Ifølge sagens oplysninger blev violinisten hyret af Will Smith i november 2024 til at optræde ved et show i San Diego. Efterfølgende blev han angiveligt inviteret til at deltage i dele af Will Smiths comeback-turné i 2025 samt til at medvirke på et kommende album. Joseph hævder, at Will Smith i den forbindelse gav udtryk for, at de havde en særlig relation, som han ikke delte med andre.
I marts 2025 deltog Joseph på den første del af turnéen, herunder ved en koncert i Las Vegas. Her påstår han, at hans taske forsvandt i flere timer og senere blev returneret af personer fra managementet, som ifølge ham var de eneste med adgang til hans hotelværelse. Senere samme aften opdagede han, at nogen havde opholdt sig på værelset uden hans tilladelse.
Ifølge søgsmålet fandt Joseph efterfølgende genstande på værelset, herunder vådservietter, en flaske HIV-medicin med et ukendt navn samt en håndskrevet seddel: "Jeg er tilbage senest 17.30, kun os (hjerte-emoji), Stone F." Han opfattede sedlen som en indikation på, at en ukendt person ville vende tilbage med henblik på seksuelle handlinger.
Efter hændelsen kontaktede Joseph både hotellets sikkerhed og Smiths repræsentanter og anmeldte sagen til politiet. Kort tid efter blev han ifølge søgsmålet fyret og mødt med antydninger om, at han havde opdigtet historien.
Joseph hævder, at fyringen har medført både psykiske eftervirkninger, herunder PTSD, samt betydelige økonomiske tab. Han sagsøger for gengældelse, uretmæssig opsigelse og seksuel chikane.
Et eventuelt erstatningsbeløb skal fastsættes af en jury, og det er endnu uklart, om hændelsen kan knyttes direkte til Will Smith, hans management eller det pågældende hotel.




