"Tak Gud for at redde mit liv," sagde en tydeligt rørt A$AP Rocky, der også takkede juryen for deres beslutning.
Den Grammy-nominerede rapper A$AP Rocky, hvis borgerlige navn er Rakim Mayers, er blevet frifundet for anklager om at have affyret en pistol mod sin tidligere ven, Terell Ephron. Frifindelsen skete tirsdag i en domstol i Los Angeles, hvor rapperen stod tiltalt for to tilfælde af grov vold med våben, som kunne have udløst op til 24 års fængsel. Det rapporterer BBC
Læs også: Retssag mod Jay-Z og Diddy er trukket tilbage
Ifølge anklagen skulle episoden være sket den 6. november 2021 i Hollywood, hvor Ephron hævdede, at rapperen trak en pistol og affyrede flere skud under en heftig diskussion. Én af kuglerne skulle have strejfet Ephrons knoer. A$AP Rocky har hele tiden nægtet sig skyldig og hævdet, at våbnet blot var en rekvisit, og at Ephrons beskyldninger var motiveret af økonomiske interesser.
I følge BBC var domstolen fyldt med følelser, da den første frifindelse blev læst op. Publikum reagerede med jubel og klapsalver, og A$AP Rocky sprang over en træbarriere for at omfavne sin familie og sin partner, popikonet Rihanna, som havde fulgt retssagen tæt. Hun havde deres to sønner med i retten på domsafsigelsesdagen.
"Tak Gud for at redde mit liv," sagde en tydeligt rørt A$AP Rocky, der også takkede juryen for deres beslutning.
Terell Ephron, også kendt som A$AP Relli og tidligere medlem af A$AP Mob, har kendt A$AP Rocky siden skoletiden, men deres forhold blev angiveligt køligere i takt med, at A$AP Rockys karriere tog fart.
Anklagerne byggede på Ephrons vidneudsagn og patronhylstre, han indleverede til politiet. Forsvaret påstod, at beviserne var plantet, og at overvågningsbilleder ikke understøttede Ephrons version af hændelsen.