Nyhed

Amna Naseers nye single mikser Bollywood med moderne r&b

På singlen "Paradise" viser musikeren et glimt af sin barndom

Amna Naseer er ude med singlen "Paradise", der, ifølge en pressemeddelelse, formidler følelsen af at "gemme alt, hvad man har af kærlighed og sårbarhed til én bestemt person, som fylder alt i ens krop og sjæl."

Læs også: Derfor var Chappell Roans sejr ved Grammy Awards noget særligt

Singlen sammensmelter vestlige og østlige musiktraditioner og skaber et musikalsk univers, der både er forankret i fortiden og nutiden. Naseer forklarer, at det var hendes mormor, der introducerede hende til Bollywood-universet, som "Paradise" har tydelige referencer til. Om sangen fortæller hun:


"Strygerne og de store trommer tager mig tilbage til dengang jeg var lille og sad hjemme hos min mormor og så Bollywoodfilm. Det er lyden af min barndom og følelsen af frihed." Hun tilføjer: "Efter min mormors død for to år siden er det blevet endnu vigtigere for mig at udtrykke mine pakistanske rødder gennem musik og dans. Sangene er for mig med til at holde hende i live."

"Du sidder fast i min fantasi / Når du ikke lyser i mine øjne / Bare så du ved det / Jeg venter for evigt," synger Amna Naseer over et tungt beat, der væver hendes sangtekster ind i dansable rytmer. 

Læs også: Blæst gik all in, da de gik ud


Naseer blev i starten af januar udpeget som en ud af 10 danske artister, vi tror kommer til at præge de kommende år. Her lød begrundelsen, at hun "favner alt fra ekstasen på dansegulvet til magtesløsheden efter et hårdtslående brud."

Hun er desuden lige blevet nomineret til kategorien Årets Nye Artist ved The Voice, hvor hun er oppe imod kometerne Ella Augusta, Mumle og Annika.

Hør Amna Naseers single "Paradise" her:


LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Afstemningen er i gang – gør din indflydelse gældende

ANNONCE