Nyhed

Ariana Grande udtaler, at pladeselskaber bør tilbyde terapi til unge kunstnere

"Man burde have en terapeut flere gange om ugen," siger popstjernen

Ariana Grande mener, at pladeselskaber og produktionsselskaber har et ansvar for at beskytte unge kunstnere mod presset fra berømmelse, og at terapi bør være en fast del af kontrakten. Det fortæller hun i en ny samtale med Marc Maron i hans podcast WTF

Læs også: Ariana Grande er blevet "træt" af at være popstjerne

Den nu 31-årige popstjerne, der slog igennem som teenager i Nickelodeon-serien Victorious, reflekterer over, hvordan det var at blive berømt i en ung alder i interviewet:


"Jeg var 19, da alt det her vanvid begyndte at ske for mig, og det er stadig svært at forstå. Jeg elsker bare kunst, og det er det eneste, der betyder noget for mig, så det er mærkeligt, at berømmelse er en del af det," fortæller hun.

Grande beskriver efterfølgende, hvordan hun fra en tidlig alder blev udsat for rygter og kritik om alt fra sit udseende til sine relationer og sin familie: "Der var ingen grænser. Det var umuligt at navigere i." 

Sangeren mener, at film- og musikbranchen bør tage et større ansvar for unge kunstneres mentale helbred.


"Det burde være en del af kontrakten, når man skriver under på et job, der vil ændre ens liv på den måde. Man burde have en terapeut flere gange om ugen," siger hun og peger på, hvordan selskaber allerede ved, hvor meget berømmelse kan påvirke en ung person negativt: "De har set, hvordan det kan gå galt – så de har også et ansvar for at beskytte os mod det."

Læs også: Har du lyst til at være international popstjerne, Malte?

Grande mener, at mental sundhed bør være en "ikke-forhandlingsbar" del af kontrakterne.


Ariana Grande har tidligere udtalt til The Hollywood Reporter, at hun er blevet træt af at være popstjerne. Her siger hun:

"På et tidspunkt bliver du træt af den (popstjerne, red.) karakter, fordi det er en karakter," fortæller Grande i interviewet og fortsætter: "Der er dele af dig selv og din historie, der bliver vævet ind i sangskrivningen, men på grund af måden, det bliver formidlet og sensationelt på, kommer det til at føles, som om det glider væk fra dig."

Udtalelserne kommer efter Chappel Roan, i sin Grammy-sejrstale, rettede opmærksomhed mod musikindustriens kritisable vilkår for musikere.


LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Hvordan kan man omtale musik uden at støtte Meta og Musk?

ANNONCE