Albummet Performing Belief udkommer til maj, men første single "Probably Wizards" kan høres allerede nu.
James Krivchenia, der er kendt som trommeslager og producer i Big Thief, er på vej med et nyt soloalbum, Performing Belief. Albummet, der udkommer den 2. maj via Planet Mu, er skabt i samarbejde med bassisten Sam Wilkes og multi-instrumentalisten Joshua Abrams.
Læs også: Taylor Swift sætter rekord som årets globale artist for femte gang
Som første smagsprøve på Performing Belief har Krivchenia delt førstesinglen "Probably Wizards". Performing Belief er Krivchenias andet soloalbum og følger op på hans 2022-udgivelse Blood Karaoke, som blandt andet blev skabt ved hjælp af YouTube-samples. Ifølge Pitchfork har Krivchenia på det nye album arbejdet med en bred vifte af materialer, herunder indsamlede lyde, synthesizere, trommemaskiner, percussion og samples.
Sidste gang GAFFA anmeldte Big Thief, som Krivchenia normalt spiller med i, var på albummet Dragon New Warm Mountain I Believe In You fra 2022. Albummet fik fire ud af seks stjerner og blev beskrevet:
"Gruppen prøver at favne det hele, men kunne sagtens nøjes med det halve. Men når bandet kan levere sange som den Cocteau Twins-påvirkede 'Flower of Blood', den spøgelsesagtige 'Blurred View' med gotiske undertoner eller den romantiske hymne 'No Reason', er alt tilgivet. Big Thiefs ambitionsniveau er beundringsværdigt. Men en mere hård hånd med en fast kurs udstukket ville have kogt albummet ned til det halve."
Hør "Probably Wizards" her.