Den Grammy-vindende americana-stjerne spiller i Danmark til sommer
Den 30. juni 2025 indtager Brandi Carlile Store Vega, når hun lægger vejen forbi Danmark under turnéen The Lost Time Tour.
Læs også: Her er februar måneds mest spændende koncerter – som der stadig er billetter til
Den 43-årige sanger, sangskriver og producer har gennem de seneste årtier markeret sig på country-, folk- og americana-hitlisterne. Musikeren har tidligere optrådt i selskab med navne som Elton John, Hozier, Miley Cyrus, Marcus Mumford, Joni Mitchell og Sam Smith.
Brandi Carliles karriere begyndte i Washington for tyve år siden, hvor hun hurtigt markerede sig med debutalbummet Brandi Carlile fra 2005. I 2007 kom gennembruddet med The Story, hvor især titelnummeret gjorde hende bemærket.
Siden da har hun udgivet fem soloalbum, senest In These Silent Days fra 2021. Albummet fik tre ud af seks stjerne af GAFFAs anmelder, der var imponeret over sangerens vokal, men ikke tilfreds med produktionen. Anmelderen skrev dengang:
"Brandi Carlile har en fuldstændig fantastisk stemme, som formår at ryste og røre mig igen og igen. Alligevel ender denne anmeldelse ikke lykkeligt ... Jeg synes ikke, hans (David Cobbs, red.) produktion gør noget godt for Brandi. Det klæder i øvrigt de færreste countrykunstnere at blive blæst op på den måde. De mister det helt særlige, de kan, med at fortælle historier i en – måske lidt uncool – mere intim og ofte old-school ramme, der dog i mine øjne er både ærlig og redelig, og som jeg holder af. Country, der bliver til pop-rock på den her måde, virker sjældent efter hensigten – i alle fald ikke på denne anmelder."
Læs også: Larkin Poe: Søskende, slideguitar og sydstatsrock
Carlile er desuden kendt som en af de fire medlemmer i americana-supergruppen The Highwomen, der udover hende selv tæller Natalie Hemby, Maren Morris og Amanda Shires.
Gennem sin karriere har Carlile vundet hele 11 Grammy Awards, senest i 2024 for bedste americana-optræden og bedste folk-album.