Nyhed

Cannonball Festival inviterer til rendyrket rock og afslører første navne

"Rockfans i alle aldre kan se frem til en dedikeret weekend i den anarkistiske stemnings tegn," lyder det fra pressemeddelelsen.

"Skal du opleve Danmarks fedeste liveband, afskedskoncert med et australsk kultband og fire britiske punklegender?" spørger arrangørerne bag Cannonball Festival. Er svaret ja, kan du se frem til, at Magtens Korridorer, Buzzcocks og Electric Mary indtager K.B. Hallen i weekenden den 26. til 27. september 2025.

Læs også: Her er de 25 mest ikoniske danske rocksange

"Hvis du elsker rock'n'roll, som de lavede den, da far var dreng, så har vi rigtig godt nyt til dig. Cannonball Festival bliver nemlig en realitet igen i 2025, hvor rockfans i alle aldre kan se frem til en dedikeret weekend i den anarkistiske stemnings tegn," lyder det af pressemeddelelsen.


Tre navne er netop blevet annonceret, herunder Magtens Korridorer, som er "leveringsdygtige i en forstærkerdrevet folkefest," forklarer pressemeddelelsen. Johan Olsen og Co. står bag ikoniske sange som "Milan Allé", "Eventyr for drømmere" og "Lorteparforhold", hvor GAFFA fremhævede sidstnævnte som en af de mest ikoniske danske rocksange nogensinde.

Ikoniske var bandet også, da de spillede "endnu en bundsolid optræden" til Smukfest i 2023, hvor anmelderen kvitterede med fire ud af seks stjerner til Magtens Korridorer, der efterhånden kan betegnes som stamgæster hos festivalen.


Også Buzzcocks er booket til rockfestivalen. Pressemeddelelsen fremhæver, at gruppen står som "en af hovedeksponenterne for den no nonsense punkrockbølge, som The Sex Pistols i sin tid startede, og som idag opretholdes af navne som netop Buzzcocks, The Undertones og The Stranglers." De er bedst kendt for sangen "Ever Fallen In Love (With Someone You Shouldn't've)" fra 1978. 

Dagens sidste annoncering er Melbourne-kvintetten Electric Mary, der blander grunge og sydstatsrocken i, hvad Cannonball Festival kalder, deres klassiske take på rockgenren. I år tager bandet på afskedsturné, og stoppet i K.B. Hallen er derfor en af de sidste muligheder for at opleve bandet live.


Læs også: The Cranberries i retssag mod pladeselskab: Sagsøgt for tilbageholdte royalties

Pressemeddelelsen forklarer, at der ligesom sidste år vil være både flippermaskiner, amerikanerbiler, rodeotyr og biergarten til festivalen. De opfordrer til, at rockfans tager sine dine rockvenner med under armen til en sand folkefest i september.


Billetsalget er skudt i gang, og indtil den 15. marts er Early Bird-billetterne tilgængelige. Find billetter og mere information her.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Her er de nominerede – nu starter anden runde af afstemningen

ANNONCE