Nyhed

Charli XCX lufter ideen om et Lou Reed-inspireret album sammen med Clairo

"Hvad nu hvis vi lavede en plade med guitarer eller strygere. Eller begge dele? Måske noget i Lou Reed-stil," skriver Charli XCX i et Instagram-opslag.

Charli XCX har i et Instagram opslag teaset for et kommende samarbejde på opfølgeralbummet til kæmpesuccesen Brat, sammen med indiepop-darlingen Clairo. I opslaget skriver Charli XCX, at hun drømmer om at lave et album, der trækker tråde tilbage til Lou Reed-æraen med fokus på guitarer og strygere.

læs også: Bliver Charli XCX' kommende album anti-brat?

De to kunstnere optrådte sammen med Clairos sang "Sofia" under Laneway Festival i Melbourne den 14. februar, hvorefter Charli delte sin begejstring i en video på Instagram. Her siger hun:


“Jeg havde det virkelig sjovt med at optræde, og det fik mig til at tænke: Hvad nu hvis vi lavede en plade med guitarer eller strygere. Eller begge dele? Måske noget i Lou Reed-stil, jeg ved det ikke, bare en tanke,” udtaler Charli.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

Charlis kommentarer indikerer, at hun muligvis er klar til at tage en helt ny musikalsk retning. Noget hendes producer Finn Keane også har nævnt tidligere i et interview med NME I interviewet udtaler Keane, at Charli XCX ønsker at lave noget, der er en fuldstændig kontrast til hendes seneste udgivelse af det prisvindende Brat-album.

“Charlis tilgang er at gøre det stik modsatte af, hvad hun lige har gjort. Det er meget i tråd med hendes ethos,” sagde Keane. “De samtaler, vi har haft, og den musik, vi har eksperimenteret med de sidste måneder, er noget helt andet,” siger Finn Keane til NME.


Charlis eksperimentelle tilgang til popmusikken har på det sidste givet pote. Tidligere på måneden vandt hun tre Grammy-priser, blandt andet for "Bedste Danse/Elektroniske Album" for albummet Brat. Næste måned kan hun løbe afsted med endnu en pris ved Brit Awards 2025, da hun er nomineret i fem kategorier, herunder "Årets Kunstner" og "Årets Album".

LÆS OGSÅ: Det skal du opleve på kvindernes internationale kampdag

ANNONCE