Nyhed

Festivalen Forever tilføjer skotske hitmagere til årets musikprogram

Popgruppen slutter sig til navne som Chaka Khan, Kool & the Gang og Roxette

Den viborgensiske festival Forever har netop annonceret, at soul-popbandet Wet Wet Wet kan opleves til sommer - nærmere bestemt den 20. og 21. juni 2025.

Læs også: Forever Festival tilføjer stort svensk navn til plakaten

Bandet har solgt 15 millioner singler og albums og spillet storslåede koncerter, blandt andet for Nelson Mandela i forbindelse med hans 70-års fødselsdag på Wembley. De står blandt andet bag hittet "Love Is All Around", der lå i toppen af hitlisterne i op til 15 uger i Storbritanien. Sangen spøger stadig, når den år efter år kan høres i den ikoniske julefilm Love Actually, hvor Bill Nighy underholder med en juleudgave af sangen.


Wet Wet Wet blev dannet i starten af 80'erne og debuterede med singlen "Wishing I Was Lucky" i 1987. Pressemeddelelsen oplyser, at sangen blev starten på deres enorme succes og imponerende række af hits.

Også til liveoptrædener har den skotske popgruppe opnået stor popularitet, skriver pressemeddelelsen og fortsætter:


"I 1995 blev de officielt det mest populære live band i Storbritannien, hvor de overgik Rolling Stones, som også var på turné det år. Det siger lidt om den enorme popularitet, som bandet har haft og stadig kan bryste sig af den dag i dag, hvor de står på den anden side af en udsolgt UK-tour i 2024 og kigger ind i et 2025 fyldt med koncerter - inklusivt den de altså kan se frem til at spille i Danmark til juni."

Læs også: GAFFA's anmeldelse af Chaka Khan-koncert

Musikfestivalen Forever afholdes for første gang i år, hvor den løber af stablen den 20. og 21. juni i kaserneområdet i Viborg. Ifølge pressemeddelelsen hylder festivalen den tidløse musik på tværs af genre, og den har til formål at "fejre den vedvarende ånd og kvalitet blandt kunstnere, der har sat et uudsletteligt spor i musiklandskabet," forklarer de.


Billetter kan findes her, hvor du også kan holde dig opdateret på fremtidige annonceringer.

LÆS OGSÅ: 20 arenakoncerter, vi glæder os til i 2025

ANNONCE