Nyhed

Fontaines D.C. teaser ny single

Under et år efter udgivelse af deres sidste album er Fontaines D.C. nu klar med ny musik. Det kunne et opslag på deres sociale medier i hvert fald tyde på.

Det går ikke stille for sig hos irske Fontaines D.C.. Sidste sommer udkom bandets fjerde album, Romance, der fik stor opmærksomhed, og blev nomineret til en Grammy for "Årets Bedste Rockalbum". Siden er de draget på verdensturné, men det har ikke holdt dem tilbage fra at hoppe en tur i studiet.

Læs vores anmeldelse af Romance her: Kærlighed gennem et mørkt kalejdoskop

I går den 19. februar 2025 delte bandet en video på deres sociale medier med teksten: "New. It’s Amazing To Be Young”.


Videoen åbner med et klip af en pige, der kigger direkte ind i kameraet. Herfra zoomer kameraet ud, og afslører, at pigen sidder i et bagagerum med hænderne presset op mod bagvinduet. Hun forbliver i denne position, mens bilen kører ned ad en villavej, og teksten ”It’s Amazing To Be Young” toner frem på skærmen.

Mens klippet kører, høres Grian Chattens karakteristiske vokal, der synger: “It’s amazing To be young / Sometimes I wake up and it’s dark / Perform the ritual that puts me in the part”.

Sangen har ved første lyt flere stilmæssige lighedstræk med "Favorite", der var bandets anden single fra Romance-albummet, så noget kunne tyde på, at de fortsætter i samme stil.

Hvornår ”It’s Amazing To Be Young” udgives, vides endnu ikke, men der går spekulationer på, at det kunne være i morgen den 21. februar. Det er heller ikke offentliggjort, om sangen er den del af et nyt projekt, eller om der kommer en deluxe-udgave af Romance, men annonceringen har fået bandets fans til tasterne.


Til opslaget skriver en bruger: “Vi har brug for en 'Romance' deluxe-udgave!!!", mens en anden skriver: “Ny musik allerede? Bedste nyhed, vi har fået i denne uge.”

Hvis det skulle være gået din næse forbi, så er der også gode nyheder for danske Fontaines D.C.-fans, da de er blevet booket til at skulle spille på dette års Roskilde Festival.

Han skal optræde på Roskilde Festival, men hvem er den femdobbelte Grammy-nominerede countrymusiker?


ANNONCE