Den nye Glimt Festival ser dagens lys i Frederiksværk til marts - med et fokus på unge fællesskaber og upcoming artister.
Gjethuset i Frederiksværk slår for første gang dørene op til Glimt Festival den 8. marts 2025. Her kan man opleve Louis Jarto, DeDerDrenge, Sara Vita samt det lokale band, Konfus.
Læs også: Sara Vita udgiver første single i 2025
Bag festivalen står en gruppe unge, der ifølge pressemeddelelsen "ønsker at give plads til at fejre talenter og skabe rum for nye fællesskaber." Udover de musikalske indslag, inviterer Glimt Festival også til Silent Disco, brætspil og kreative aktiviteter.
En af festivalen arrangører, Lukas Tuxen, forklarer, at de "ønsker at skabe en platform, hvor unge musikere kan udvikle sig og blive hørt," og at det er vigtigt for dem at vise, at "upcoming musik også har sin berettigelse i mindre byer som Frederiksværk."
Sangeren Louis Jarto er ifølge arrangørerne kendt "for sin målrettede jagt på at spille sig hele vejen til Orange Scene på Roskilde Festival." DeDerDrenge spiller også på Glimt Festival og bliver beskrevet som en energisk hiphopgruppe med stærke tekster og masser af attitude. Musikprogrammet byder desuden på det lokale gymnasieband Konfus samt dj'en og sangeren Sara Vita, der blander elektroniske beats med vokal.
Projektlederen, Christina Bank Bjerregaard. hylder initiativet med ordene: "Glimt Festival er et fantastisk eksempel på, at når man tør give de unge muligheden for at skabe egne aktiviteter, så kan der opstå nogle helt særlige arrangementer og et nyt engagement. Gjethuset vil gerne være med til at skabe rammerne for netop disse fællesskaber, der i særdeleshed hylder vækstlaget, men også skaber nye fællesskaber for unge – uden for storbyerne."
Læs også: Musik og magt med Pia Kjærsgaard: "Vi skal finde tid og rum til både opera og Grøn Koncert"
Festivalen bliver afholdt den 8. marts 2025 i Gjerthuset, Frederiksværk. Arrangementet er gratis, og billetter kan hentes her.
På Gjethusets hjemmeside finder man også fremtidige arrangementer - arrangørgruppen har planer om at fortsætte med at skabe nye fællesskaber og musikalske aktiviteter, lyder det af pressemeddelelsen.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Her er de nominerede – nu starter anden runde af afstemningen