Nyhed

Indiegruppen Communions er tilbage med en mere symfonisk lyd

Med deres eksperimenterende indierockudgivelse ønsker de at udforske "det svære ved at handle autentisk"

Singlen "Not a Phase" blev udgivet fredag den 31. januar og er en forsmag på Communions' længe ventede tredje album. Her møder vi en mere følsom og inderlig udgave af kvartetten med brødrene, Martin og Mads Rehof i front.

Læs også: Sådan blev Communions seneste album anmeldt af GAFFA

En pressemeddelelse forklarer, at sangen handler om "det, der går i arv, og berører temaer som relationer, individualitet, tillid og svigt. Teksten kredser om tvivl og erkendelsen af det, man ikke undslipper; det svære ved at handle autentisk."


Det musikalske udtryk er mere symfonisk end på gruppens tidligere udgivelser, mens tempoet er sænket, og de introducerer strygere som et centralt element. Der er en tyngde og eksperimenterende tilgang, der ifølge pressemeddelelsen vidner om en modnet kunstnerisk identitet. Gruppen har desuden fået en ny konstellation, hvor "Not a Phase" er første udgivelse i det ændrede format.

Artiklen fortsætter efter opslaget.

Den nye single er første udgivelse siden Communions' anmelderroste album Pure Fabrication fra 2021, der høstede fem ud af seks stjerner. GAFFA skrev, at "Communions laver musik, fordi de skal og er gode til det, og resultatet er denne gang noget af det mere originale og ambitiøse, som der er blevet spyttet ud af den alternative rock på dansk jord. Pure Fabrication er ikke et decideret mesterværk – men det er en af de mest interessante danske rockplader, jeg har fået lov til at anmelde i et godt stykke tid. Så tak for det!"

Fire år efter deres seneste albumudgivelse er indierockbandet tilbage med en frisk lyd, og de varsler samtidig et kommende album.


Hør Communions nyeste single her:

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Afstemningen er i gang – gør din indflydelse gældende


ANNONCE