Nyhed

Liam Gallagher reagerer på billetkaos

"Jeg laver ikke reglerne," lyder det fra Oasis forsangeren

Liam Gallagher har reageret på den massive bølge af billetannulleringer, der har ramt tusindvis af fans, som havde sikret sig adgang til Oasis’ længe ventede genforeningskoncerter. Samtidig har han afvist muligheden for, at bandet vil have gæsteoptrædener under deres turné. Det skriver nyhedsmediet NME.

Læs også: Kendrick Lamar valgte kunst over spektakel i et halftime show ud over det sædvanlige

I weekenden blev tusindvis af billetter til Oasis' kommende koncerter annulleret af Ticketmaster i et forsøg på at bekæmpe videresalg gennem uofficielle kanaler. Trods tiltag for at forhindre at billetter blev solgt til opskruede priser, endte omkring 50.000 billetter på sekundære billetsider. Som svar meddelte arrangørerne, Live Nation og SJM, at alle billetter solgt sekundæret via andre platforme end Twickets ville blive annulleret og sat til salg igen til oprindelig pris.


Beslutningen har dog skabt stor frustration blandt fans, hvor mange hævder at have fået deres billetter annulleret, selvom de blev købt lovligt.

Gallagher har nu kommenteret sagen på sociale medier, hvor en fan spurgte ham direkte: "Liam, hvad synes du om situationen med billetterne? Fans bliver behandlet som bots og får deres penge retur."

Hans svar var kort og kontant: "Jeg laver ikke reglerne. Vi prøver at gøre det rigtige. Det er, hvad det er – jeg er bare sangeren. Lad mig være."


Se opslaget her.


 

Kaosset omkring billetsalget har også sat gang i en større debat om billetpriser og videresalg. Nogle billetter bliver ifølge NME sat til salg for op mod 89.000 kroner på sekundære sider. Ticketmaster har anbefalet fans, der mener, at deres billetter er blevet annulleret ved en fejl, at tjekke den e-mail, de har modtaget fra den relevante billetudbyder.

Udover billetkontroversen blev Gallagher også spurgt, om Oasis havde planer om at invitere gæsteartister med på scenen under turnéen. Svaret fra forsangeren var lige så kortfattet som tidligere: "Intet af det nonsens."


Turnéen starter den 4. juli i England. Desværre lægger Oasis ikke vejen forbi Danmark i denne omgang.

Læs også: Boykot dynamisk prissætning – også når det gælder Oasis

Udover billetkaosset har både Ticketmaster og bandet mødt kritik for at anvende "dynamisk prissætning", hvor billetpriserne svinger baseret på efterspørgslen – ofte med pludselige prisstigninger. Dette har ifølge NME fået både den Europæiske Kommission og den britiske konkurrencemyndighed til at undersøge, om praksissen overtræder forbrugerbeskyttelsesloven.


Oasis har taget afstand fra metoden og udtalt, at de ikke var bevidste om, at dynamisk prissætning ville blive anvendt. Bandet forklarede, at den oprindelige billetsalgsstrategi skulle sikre fair priser for fans, men at eksekveringen ikke levede op til forventningerne.

LÆS OGSÅ: Sting: – The Last Ship bliver ved med at udvikle sig – det er jeg meget glad for

ANNONCE