Den Syd for solen-aktuelle indierockmusiker vil dog fortsat arbejde med bandet i studiet.
MJ Lenderman har spillet sin sidste koncert med bandet Wednesday. Det fremgår i en artikel fra mediet GQ, hvor Lenderman bekræfter, at han ikke længere vil turnere med bandet. Han understreger dog, at han stadig vil deltage i deres fremtidige musikalske projekter.
Læs også: Dean Lewis i Royal Arena - Tudekiks-fabrikant går engros på fløden
Den 29-årige musiker fra Asheville, North Carolina, har været en del af Wednesday siden 2020, hvor han blev inviteret med i bandet af forsanger Karly Hartzman. Gruppen, som oprindeligt startede som Hartzmans soloprojekt, har siden udviklet sig til et af USA’s mest kritikerroste indie-rockbands.
I GQ-artiklen fortæller Lenderman, at hans sidste optræden med Wednesday fandt sted tidligere i år under en koncert i Japan. En ny guitarist ved navn Jake, men som Lendermann ikke fortæller mere om, vil overtage hans plads i bandets livebesætning. Yderligere detaljer om hans efterfølger er endnu ikke offentliggjort.
Selvom han stopper med at turnere med Wednesday, fortsætter MJ Lenderman sin musikalske karriere, der i øjeblikket er i fuldt flor. Han brød for alvor igennem som soloartist med albummet Boat Songs i 2022. I 2024 udsendte Lenderman albummet Manning Fireworks, der fik fem ud af seks stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev det med disse ord:
"Manning Fireworks byder på nik til blandt andet det britiske glamband Slade, og det er evnen til at kombinere det overraskende og det uventede, der gør Lenderman unik. På overfladen lyder han som en fyr, der kan lide Neil Young og Drive-By Truckers, men samtidig er der en dybde, der adskiller ham fra alle copycats. Og på trods af at Lenderman giver et pessimistisk indtryk, bliver sangene aldrig uinteressante; blandt sætninger om Travoltas skaldethed eller om at spille Guitar Hero er der en oprigtighed, der føles vedkommende. Lenderman giver af sig selv og er ikke bange for at skille sig ud".
Sammen med sit band, The Wind, tager Mj Lenderman til sommer på turné, hvor han i den forbindelse lægger vejen forbi Danmark på dette års Syd for Solen-festival, når han skal optræde lørdag den 9. august.