Efter to udsolgte januar-koncerter i Store Vega tager gruppen nu det næste store skridt.
Mona Moroni har netop annonceret, at de spiller en omfattende, landsdækkende turné med start i efteråret 2025. Annonceringen sker, efter de i januar spillede to udsolgte koncerter i Store Vega i hælene på udgivelsen af deres femstjernede debutalbum Vågen igen (2024).
Turnéen starter i efteråret den 22. oktober på Dexter i Odense og afsluttes med deres største koncert til dato i DR Koncerthusets koncertsal lørdag den 21. februar 2026. Ifølge en pressemeddelelse, vil Mona Moroni med turnéen "give publikum mulighed forat opleve deres nærværende og atmosfæriske univers i intime rammer landet over."
Se den fulde turnéplan nedenfor.
Åbningskonceten i Store Vega den 10. januar blev krediteret med fire stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev:
"Mona Moroni fik æren af at åbne Store Vega 2025 og transformerede salen til et følsomt rum, hvor sårbarhed og kærlighed fik lov at fylde, både i musikken og i atmosfæren. Det var en koncert, der emmede af melankoli og nostalgi – melodiøs sangskrivning med reference til 80’er poppen – som skabte en stærk forbindelse mellem scene og publikum."
Læs også: 25 mindre koncerter, vi glæder os til i 2025
Mona Moroni er et dansk popband skabt ud fra en kærlighed til silkeblød dansk popmusik fra 80’erne. Med inspiration fra ikoniske børnefilm som Busters Verden, Gummi Tarzan og Zappa skaber de en nostalgi, der appellerer til alle generationer. Selvom gruppen stadig befinder sig i sin spæde start, har de allerede oplevet stor opbakning fra alle Vegas sale samt festivaler som Heartland og Syd for Solen.
Billetsalget starter fredag den 28. februar kl. 10.00.