Med over en milliard afspilninger på sin mest hørte single fuldender hun programmet til de store scener på Aarhus-festivalen
Over syv dage har NorthSide tilføjet syv navne, der skal optage de sidste pladser for hovednavne på musikprogrammet. I dag rammer vi den syvende dag, og bag kalenderlågen finder du Mabel - ikke den danske kvartet fra 70'erne, men en brite med et funklende popunivers.
Læs også: Jasmine.4.t: "Musikken gav mig styrken til at komme igennem det hele"
Hendes seneste single "All Over You" fra starten af 2025 bød på en eksperimenterende lydproduktion, bløde vokaler og dansable kalypso-rytmer.
Mabel, hvis fulde navn er Mabel McVey, er barn af sanger Neneh Cherry samt producer Cameron McVey, og forventningerne var derfor store, da hun udgav sit debutalbum, High Expectations, i 2019. GAFFA skrev i albumanmeldelsen, at hun i den grad levede op til dem og understregede, at Mabels popmusik er "nytænkende, det er spændende, og for én gangs skyld lyder det ikke som alt muligt andet."
Læs også: KOMMENTAR: Er pop-girlies feminismens "knight in shining amour"?
"Hæv bare forventningerne til fremtidens popmusik," lød overskriften på anmeldelsen, hvor albummet blev kvitteret med fire ud af seks stjerner. GAFFA portrætterede Mabels lydunivers således:
"Trap-pop er en subgenre i vækst, og Mabel er en af bidragsyderne. Sangene på albummet blander en radiovenlig poplyd med trap beats, caribiske rytmer og et skud r&b, og selvom det kan lyde som et udefinerbart miskmask, så fungerer det upåklageligt. Tilsammen danner de mange elementer en velbalanceret lyd, der både byder op til fest på dansegulvet og rødvin ved køkkenbordet."
Mabel kan opleves den 5. til 7. juni i Aarhus, hvor festivalen bliver afholdt. Foruden popstjernen optræder anmelderroste Ida Laurberg, elektrogruppen L'Impératrice, rocklegenderne Dizzy Mizz Lizzy og mange flere.
Varm op til sommerfestivalen med Mabels mest afspillede hits.
LÆS OGSÅ: Smukfest melder rekord i omsætning trods millionnedgang i det samlede overskud