"Vi er jo fire meget forskellige personligheder," lyder det fra bassisten Georg Olesen
Snart udkommer der en spritny dokumentar om det folkekære band TV-2, der ønsker at tage et dybdegående blik bag ironien hos Danmarks selvudråbte kedeligste orkester. Dokumentaren TV-2: Kys det satans liv har premiere den 24. marts på CPH:DOX. Derudover udgiver bandet den 25. marts deres 20. album Som om vi ikke har mere at sige og spiller den 28. og 29. marts på Aarhus Congress Center og den 4. april i Royal Arena i København.
Læs også: De største højdepunkter fra Grammy Awards 2025
Dokumentaren er instrueret af Jesper Skaaning og produceret af kulturproduktionsselskabet Alt er Kultur. Om dokumentaren skriver Skaaning:
"Vi har i denne dokumentar tøjlet ironien hos Danmarks selvudråbte kedeligste orkester, der i overraskende intime interviews, har lukket os helt ind i privaten. Vi har fået unik adgang til uset privat arkiv og gået dybden med ting du ikke nødvendigvis vidste om TV-2."
Ifølge en pressemeddelelse dykker dokumentaren blandt andet ned i den nu 71-årige frontmand Steffen Brandts tekstunivers. Brandts tekster om bløde mænd, kapitalisme og flygtningestrømme bliver her kigget på med nutidige moderne øjne, der stiller spørgsmålet om, hvordan tematikkerne forsat er relevante i dag.
"Man kan ikke synge den slags i dag. Det var noget, man sagde... nede i 80’erne," lyder det i dokumentaren fra Steffen Brandt.
Læs også: 10 vigtige album, der udkommer i februar
Om tankerne bag dokumentaren udtaler instruktør Jesper Skaaning:
"Jeg har nærmest fulgt TV-2 siden pladen Nutidens Unge i 1984 og kendte dem rigtig godt. Jeg havde lyst til at lave et portræt, der kom ind bag ironien, som siden 1980 har været deres vartegn. Man kender jo Steffen Brandt, men hvem er de tre andre, og hvordan udspiller adfærdsmønstrene sig? Steffen er vant til at have fuld kontrol over tingene, og det kom da også til et par sammenstød mellem os, men jeg har stor respekt for, at han gik hele vejen med os. Han åbnede op om sin alvor og sit livs feltråb, om ikke at sjuske med livet. Det kan vi alle lære af: grib det, fang det, det satans liv. Før det er forbi."
Dokumentaren har premiere den 24. marts på CPH:DOX.