Nyhed

Pharrell Williams skrotter sin selvbiografiske musical

Den verdenskendte musiker og producer Pharrell Williams har besluttet at skrinlægge sin kommende musikalske biopic, Golden

Pharrell Williams var gået sammen med den franske filmskaber og instruktør Michel Gondry for at skabe en selvbiografisk musical med titlen Golden, der ifølge Pitchfork skulle være en hyldest til sort kultur og musik. Materialet var færdigt, og filmen var planlagt til premiere til maj. Nu meddeler Williams og Gondry, at filmplanerne er skrinlagt, da projektet eftersigende ikke levede op til deres oprindelige ambitioner. 

Læs også: QUIZ: Hvor meget ved du om Pharrell Williams?

I en pressemeddelelse forklarer de: "Der var ingen vej frem for at fortælle den version af denne historie, som vi oprindeligt havde forestillet os." De udtrykker samtidig deres taknemmelighed for alle, der har medvirket til Golden.


Musicalen skulle have skildret Williams’ opvækst i Virginia Beach i 1970’erne og havde et imponerende cast med navne som Halle Bailey, Missy Elliott, Janelle Monáe, Da'Vine Joy Randolph, Anderson.Paak og Quinta Brunson. Filmselskabet bag, Universal Pictures, står tilbage med en udgift på omkring 20 millioner dollars, skriver Pitchfork. Det er endnu uvist, hvad der nu sker med filmoptagelserne.

Det er ikke første gang, at Pharrell Williams eksperimenterer med filmmediet. For nylig udgav Focus Features dokumentaren Piece by Piece, hvor Williams liv bliver fortalt gennem animerede Lego-figurer. Dokumentaren blev, helt særligt, anmeldt af GAFFA, der uddelte fire ud af seks stjerner og skrev:

"Det passer egentlig ret så godt for den legesyge, kreative musiker, producer, komponist, you-name-it og businessman – samt hans farverige og positive gemyt – at skabe en film i netop Lego. Dette er i sig selv en metafor med den passende titel Piece by Piece. I første lag – et almindeligt interview – starter filmen med at udfolde Pharrells liv – legoklods for legoklods, og for hit til hit."


LÆS OGSÅ: Daft Punk bliver forvandlet til Lego-figurer i film om Pharrell Williams liv

ANNONCE