Hendes luftige vokal står frem blandt korsangere, akustiske guitarer og en harpe
Amerikanske Kelela har netop udgivet et unplugged album, som rummer liveoptagelser fra den famøse Blue Note-scene i New York. Sangene fra koncerten er samlet på In the Blue Light, der blev udgivet tirsdag den 11. februar.
Læs også: Sådan anmeldte GAFFA albummet Raven af Kelela
På sin Instagram skriver r&b-artisten: "Dette album er for dig, mine Kelelians (fans af Kelela, red.). En salve til tiderne. Jeg vil have, at det skal holde dig, trøste dig, bringe dig tættere - på dig selv, på dine mennesker, på det der virkelig betyder noget. Uanset om du er omfavnet i nogens arme eller lytter på vej til arbejde, håber jeg, det får dig til at føle, at du var lige der sammen med os."
Kelela skriver i samme opslag, at de fleste kunstneres milepæle er centreret omkring det, at spille for et stort publikum. In the Blue Light er ifølge sangeren en mere personlig oplevelse, og formningen af albummet er et af de mest fuldendte øjeblikke i hendes karriere. Hun forklarer: "Jeg har været til shows på @bluenotenyc siden jeg var teenager og har drømt om en dag at spille der - så det var det første, der kom til mig, da jeg begyndte at øve med dette fantastiske band til min Tiny Desk sidste år. At bringe projektet til live i det rum - med den energi, den dybe følelse af forbindelse - var magi på et nyt niveau."
Læs også: Bliver Charli XCX' kommende album anti-brat?
In the Blue Light kommer to år efter det anmelderroste album Raven (2023), der blev beskrevet af GAFFA som en "undervandsrejse med selvsikre lydbølger i vandspejlet." Albummet blev kvitteret med fire ud af seks stjerner, og et af højdepunkerne blev udnævnt til at være sangen "Contact", der ifølge anmelderen viser Kelela, når hun er bedst. Nummeret blev beskrevet med ordene:
"Et stærkt, pulserende beat tæmmer synth-effekterne, så de ikke kommer på afveje, mens Kelelas imponerende sangteknik legende bevæger sig rundt i lydbilledet."
Nu kan du høre Kelela i et mindre elektronisk lydunivers - instrumenterne på det nye album er unplugged mens musikken fremstår uredigeret i sin live-konstellation. Hør albummet nedenfor.
LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Hvordan kan man omtale musik uden at støtte Meta og Musk?