Festivalplakaten har fået vokseværk – og i samme omgang afsløres det, hvem der får æren af at lukke Arena-scenen.
Hele 27 navne er blevet tilføjet til årets musikprogram på Roskilde Festival. Heriblandt finder man to internationale hovednavne i form af den britiske artpopstjerne, producer og danser FKA Twigs samt det eksperimenterende orkester Anohni and the Johnsons. Derudover afslører festivalen, at den danske stjernerapper Noah Carter får æren af at lukke årets fest.
Læs også: Roskilde melder udsolgt på to-dagsbilletter til fredag og torsdag
Roskilde Festival skriver, at festivalgængerne kan glæde sig til at opleve den hårdt pumpende lyd af det futuristiske mesterværk Eusexua på dansk jord, når FKA Twigs optræder med sine skarpe dansetrin og eksperimenterende lydproduktioner. GAFFAs anmelder gav albummet fem ud af seks stjerner og beskrev værket som en "total triumf mellem tramp og tantra."
Det britisk-amerikanske artpop-orkester Anohni and the Johnsons har også høstet fem stjerner for deres seneste album, My Back Was a Bridge For You To Cross, der indeholder både vrede, sorg, håb og trøst, skriver GAFFAs anmelder.
Festivalens musikchef, Thomas S. Jepsen, fremhæver, at "både FKA Twigs og Anohni and the Johnsons skaber banebrydende musik med hver deres unikke udtryk, der både rammer den opsøgende musikelsker og appellerer til noget i os alle."
Noah Carter varsler en episk lukkefest
Sidste år fik Medina æren af at lukke festivalen, og nu må hun give stafetten videre til den danske stjernerapper, Noah Carter. På sit seneste album, Noahs ark fra 2024, serverede han en række stærke skæringer om livet, karrieren og kærligheden, lyder det fra GAFFAs anmelder. Albummet blev kvitteret med fire ud af seks stjerner.
Spektakulære navne og unikke konstellationer
Roskilde Festival henter artister ind fra hele verden, hvor navne som de amerikanske metalcore-fornyere Knocked Loose, indiefolk-bandet Bright Eyes og den visionære rapper Tierra Whack er at finde blandt dagens annonceringer. Her kan man også finde den japanske singer-songwriter Fujii Kaze, malinesiske Al Bilali Soudan og afrobeat-musikeren Oxlade.
Festivalen lægger også scene til nogle nye konstellationer og særshows. Norsk og dansk musik forenes med det feministiske black metal-kollektiv Witch Club Satan og doom rave-bandet John Cxnnor. Derudover danner progressive Mija Milovic og Barbro sammen duoen Big Fan, der spiller debutkoncert.
Læs også: Sidste måned annoncerede Roskilde Festival 28 navne
Pressemeddelelsen fremhæver, at der nu er offentliggjort 108 ud af de omkring 200 navne, der kommer til at udgøre årets festivalprogram. De nye navne tilslutter sig tidligere annonceringer som Olivia Rodrigo, Fontaines D.C., Stormzy, Deftones, Nine Inch Nails og Doechii.
Find billetter her. Nedenfor kan du se alle af dagens annonceringer.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Her er de nominerede – nu starter anden runde af afstemningen