Nyhed

Simon Kvamm annoncerer kirketurné i anledning af sin 50-års fødselsdag

Turneén, Alle sangene, kommer i anledning af musikerens 50-års fødselsdag.

I anledning af sin kommende 50-års fødselsdag den 18. februar annoncerer Simon Kvamm en helt særlig turné med titlen Alle sangene. Turnéen bliver en rejse gennem hans omfattende bagkatalog, som Simon Kvamm vil spille i 14 af landets kirker. På turnéen kan man opleve sange, der strækker sig over Kvamms 25 år lange karriere, der inkluderer sange fra Nephew, De eneste to, Vandmand og Hugorm.

Læs også: DRENGENE FRA ANGORA: "I komikkens eller satirens navn må vi spille alle slags musik

Konceptet for koncertrækken er simpelt: Kun Simon Kvamm, et klaver og udvalgte sange fra hele hans musikalske virke. Koncerterne vil finde sted i kirker over hele landet, et bevidst valg, som Kvamm uddyber i en pressemeddelelse:


"Kirken er en institution, der har fulgt mig hele livet, og jeg har lyst til at samle og spille Alle sangene i disse smukke rum."

Turnéen markerer ikke blot Simon Kvamms runde fødselsdag, men også hans refleksion over sin kunstneriske rejse:

"Hvert projekt har ikke kun afspejlet min kunstneriske udvikling, men også et sted i mit liv. Når jeg betragter alle de sange, jeg har skrevet i forskellige sammenhænge, får jeg lyst til at samle dem og spille dem. Man taler om, at éns sange er ligesom éns børn. Jeg har nogle børn, jeg savner at se."


Med sin nye turné inviterer Simon Kvamm sit publikum til at opleve hans musik i et nyt, mere afdæmpet format, der understøttes af kirkernes akustik og atmosfære. 

Turnéplanen strækker sig fra oktober til november og omfatter 14 kirker i hele landet. Se turnéprogrammet her.

Turnéprogrammet for Alle sangene


LÆS OGSÅ: NEPHEW: "Nephews sande værdier er venskab og skabertrang"

ANNONCE