Nyhed

Søskendeduoen Ora udgiver ny single

Familie er et gennemgående tema på Oras nyeste sang "Life Witness"

"We are family." Sådan lyder hooket fra den nyeste single "Life Witness" fra Ora, der udkom den 31. januar. Bag duoen finder vi søskendeparret Lea Romea Drori og Samuel David Drori Mikkelsen.

Læs også: Ugens nye navn: En bragende solstråle i musikalsk format

"We are family" kender de fleste nok fra Sister Sledges ikoniske discosang af samme navn. Ifølge en pressemeddelelse har Ora fået tilladelse og velsignelse til at bruge ordene fra selveste disco- og funklegenden Nile Rodgers, der producerede sangen for Sister Sledge i 1979.


Familie er et gennemgående tema på Oras nyeste sang, der handler om både søskendekærlighed og frustration samt det at dele og være vidne til hinandens liv. I en pressemeddelelse beskrives sangen som en "hyldest til søskendebåndet" og som "den søskendehymne Ora altid havde drømt om at skrive til hinanden."

Duoen har ifølge en pressemeddelelse altid været tætte. Så tætte, at Samuel faktisk gik et år om i børnehaven for at være sammen med Lea. "Siden da har den introverte storebror og ekstroverte lillesøster gået hånd i hånd gennem livet og altid været der for hinanden på godt og ondt," lyder det i en pressemeddelelse om duoen.

Lea og Samuel er vokset op i en musikalsk familie. Deres søster Ella Augusta er i øjeblikket i fuld gang med at markere sig på den danske musikscene. Dertil er søskendeduoens far, Erann DD, nok også et velkendt navn for de fleste. 


Læs også: 10 vigtige album, der udkommer i februar

Oras egen lyd trækker tråde fra både r&b og indie-pop. Tidligere har duoen medvirket på Kesis album 30 somre fra 2022 på sangen "Sensommernætter", og senest har Lea været med til at skrive titelsangen til Mas' album Månen Er Min Ven, som hun også synger på.

"Life Witness" er produceret med deres faste samarbejdspartner, Jonathan Elkær fra Phlake, og er skrevet med hjælp fra Guzo.


Hør singlen "Life Witness her":

LÆS OGSÅ: Fem navne, alle musikelskere bør møde i februar


ANNONCE