Musikeren har også et nyt album på vej, som udkommer meget snart.
Den svenske sanger og sangskriver Zara Larsson har netop annonceret, at hendes femte album Midnight Sun udkommer den 26. september 2025. I forbindelse med albumannonceringen løfter musikeren nu sløret for en ny europæisk turné, som bringer hende forbi Royal Arena i København den 18. november 2025.
Læs også: Engelsk-tyrkisk indiemusiker vender tilbage med ny musik
Den europæiske del af albumturnéen Midnight Sun 2025 Tour tager Zara Larsson forbi 17 europæiske byer, og starter den 28. oktober i München i Tyskland og slutter i hjemlandet i Stockholm en måned senere den 28. november.
Det officielle billetsalg til koncerten starter fredag 13. juni kl. 10.00 via livenation.dk og ticketmaster.dk.
Det 10 numre lange album kommer til at indeholde den nylige single "Pretty Ugly" samt den spritnye single og titelnummer "Midnight Sun", som udkommer næste fredag den 13. juni 2025. Albummet er produceret i samarbejde med Larssons faste samarbejdspartner MNEK samt producer Margo XS og sangskriver Helena Gao.
Albummet følger op på sidste års Venus, som fik tre stjerner af GAFFAs anmelder, der håbefuldt skrev: "Det lader til, at skabelsen af Venus var en frigørende proces for Zara Larsson, og forhåbentlig vil hun fortsætte med at følge det spor på sit næste projekt."
LÆS OGSÅ: Tre artister, du vil elske, hvis du lytter til Barry Can't Swim