Hvis job er det at sikre den gode stemning? Den unge popmusiker tager spørgsmålet op på sin nye single
Johanna udgiver singlen "Mit job", der er hendes anden single, siden hun debuterede i 2024. Sammen med udgivelsen teaser hun for en kommende ep, som kommer til september.
Læs også: Ugens nye navn: En bragende solstråle i musikalsk format
Med sin debutsingle "Vægtløs" blev hun fremhævet som én af GAFFA's favoritter fra vækstlaget. Her skrev GAFFA:
"Lyden er støvet og boblende pop med kække nik til r&b-genren, og fortællingen går på endelig at have kæmpet sig fri af en tyngende relation og pludselig føle sig flyvende – ja, vægtløs. Man letter næsten med fra første lyt, og vi glæder os til at følge med i Johannas videre udvikling."
Poplyden har hun taget med sig ind i den nye sang, der er en opfordring til at stå op for sig selv, når man bliver behandlet forkert. Hun formidler det med linjer som: "Det er ikke mit job / At skulle lære dig, hvordan det er / Synes jeg allerede gir' nok / Hvorfor er det så svært at lær' det her."
Johanna forklarer, at "Mit job" er fra en tid, hvor hun følte sig låst i sine relationer. Hun forklarer: "Jeg vidste, at jeg fortjente bedre, men var bange for at sige fra og passe på mig selv. Jeg tog ansvar for den 'gode stemning', og troede at det var nemmere bare at tie stille, for angsten for at sidde alene tilbage fyldte mere end modet til at stå op for mig selv. Jeg skrev sangen for at sætte det firkantet op for mig selv, for det er jo ikke mit job.”
Læs også: Blæst gik all in, da de gik ud
Bag projektet står den 26-årige Mathilde Johanna Holtti, der i 2023 besluttede sig for at gå "all in" på musikken. Siden da har hun blandt andre arbejdet med danske Frans Nielsen, som er særligt kendt for sit samarbejde med Ganger og Dayyani.
Hør Johannas nye single her:
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Afstemningen er i gang – gør din indflydelse gældende