"Aldrig har Vi Elsker's plakat været spækket med så mange af gæsternes mest ønskede artister," lyder det fra musikkaravanen.
Vi Elsker kalder sig selv en nostalgifestival samt karavane, der rejser rundt mellem byerne Rødovre, Vejle, Odense og Aalborg. Nu offentliggør arrangørerne de sidste otte navne og fuldender dermed årets line-up. Dagens annonceringer er Italobrothers, Blå Øjne & Christian Brøns, Alice DJ, Diskofil, DJ Quicksilver, Mark'Oh, Tina Cousins og Hermes House Band.
Læs også: Vi Elsker offentliggør tre nye navne til sommerens nostalgifester
Italobrothers har siden 2005 været en markant aktør på den europæiske klubscene. Gruppen er især kendt for hits som "Stamp on the Ground", som pressemeddelelsen beskriver som et globalt fænomen, der "blev et soundtrack til en hel generation af festglade musikelskere."
For første gang optræder Blå Øjne og Christian Brøns sammen på scenen. Pressemeddelelsen fremhæver dem som "to af de største danske popstemmer fra 00’erne," der forener deres bagkatalog til en fælles koncertoplevelse. Publikum kan blandt andet forvente at høre "Romeo", som beskrives som "det ultimative 00’er-hit, der tog Danmark med storm," samt "Du kan gøre hvad du vil", der nævnes som "en af de mest elskede danske popsange nogensinde."
Den hollandske dance-gruppe Alice DJ står bag en af de mest genkendelige eurodance-sange fra slutningen af 90’erne, "Better Off Alone". Ifølge pressemeddelelsen "skabte de et tidløst hit, der stadig spilles verden over – fra natklubber til TikTok-trends og store festivaler."
Hermes House Band har gennem årtier været kendt for deres energiske versioner af klassiske hits såsom "I Will Survive" og "Country Roads". Ifølge pressemeddelelsen har de "skabt soundtracket til utallige fester, stadionkampe og glade minder gennem årtier."
Også DJ Quicksilver er blandt dagens annonceringer og bringer 90’ernes euforiske klubstemning til scenen samt Mark’Oh, der brød igennem med "Tears Don’t Lie" og er en af de største navne fra eurodance-bølgen. Tina Cousins slog sit navn fast med "Mysterious Times" mens Diskofil, med deres humoristiske tilgang til popmusik, er garant for fællessang og feststemning.
Læs også: Roskilde Festival tilføjer 27 navne til årets program
Vi Elsker fremhæver, at festivalsgængerne kan se frem til 13 timers fest i Rødovre den 24. maj, Vejle den 16. august, Odense den 23. august og Aalborg den 30. august. Programmet byder på mere end 20 artister fra 90’erne og 00’erne, der tilsammen har mere end 100 hits, lyder det fra pressemeddelelsen.
Find billetter og mere information her.
LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2025: Her er de nominerede – nu starter anden runde af afstemningen