Bandet er klar til at begejstre deres danske fans med to koncerter til sommer, herunder i Store Vega.
Det amerikanske rockband Weezer er klar til at indtage Store Vega i København den 22. juni.
Læs også: Weezer fejrer jubilæum med koncertfilm
Weezer kunne sidste år fejre 30-års jubilæum for deres blå, selvbetitlede debutalbum, Weezer, fra 1994. Det har bandet blandt andet fejret med en koncertfilm ved navn Weezer's Voyage to the Blue Planet: The Concert Film, der udkom i midten af oktober 2024. Weezer fik deres debut med albummet tilbage i 1994, hvor især sangene "Say It Ain't So" og "Buddy Holly" fik stor succes. Siden da har gruppen udgivet 14 studiealbum, senest tetralogien SZNZ fra 2022 bestående af Spring, Summer, Autumn og Winter.
I 2021 udgav de albummet OK Human. En plade, som er indspillet analogt med et 37 mands orkester uden elektriske guitarer, men hvor en akustisk guitar klinger i ny og næ. Albummet modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder, der kaldte det et "klassisk" Weezer-album, dog med en ny "forfriskende" lyd. Singlen "All My Favorite Songs" blev året efter nomineret til en Grammy Award i kategorien "Best Rock Song."
Bandet har ikke kun gjort sig bemærket med deres musik, men også med deres visuelle sprog. I 2009 vandt gruppen deres første Grammy Award i kategorien "Best Short Form Music Video" for musikvideoen til "Pork And Beans" fra 2008-pladen Weezer (Red Album).
Læs også: Hør Weezer fortolke Metallica-klassiker
Weezer kan også opleves på dette års NorthSide Festival i starten af juni. Northside annoncerede faktisk Weezer som et af de store hovednavne, for hvad der skulle have været Northside 2020, men grundet corona blev koncerten aflyst, og vi har derfor endnu ikke set Weezer live i Danmark. Heldigvis byder muligheden sig nu til sommer, når bandet gæster Danmark med hele to koncerter.
Billetsalger starter fredag den 28. februar kl. 10.00 og kan købes via United Tickets.
LÆS OGSÅ: Northside klar med seks nye navne