Den amerikanske sanger er kendt for hits som "I'm Outta Love" og "Left Outside Alone".
Wonderfestiwall har afsløret, at den amerikanske verdensstjerne Anastacia tilslutter sig årets program, når den bornholmske festival bliver skudt igang til sommer.
Læs også: ANASTACIA-INTERVIEW: Min musik var terapi
Anastacia slog igennem tilbage i 00'erne med albummet Pieces of A Dream (2005), hvor særligt sangene "Left Outside Alone", "I'm Outta Love" og "Sick and Tired" cementerede sangerens navn på den internationale musikscene. Godt 25 år efter er sangeren, trods adskillige sygdomsforløb, langt fra færdig med at give den gas med sine hits på de store scener. Til sommer gør hun debut på Wonderfestiwall, når hun for første gang tager sin store stemme med til Bornholm:
"Endelig kan vi afsløre en af de helt store kunstnere på årets plakat, nemlig Anastacia. Hun er en kunstner, som mange har et forhold til på tværs af generationer, og hendes optræden bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse," udtaler booker Robin Hounisen i en pressemeddelelse.
Den amerikanske popstjerne tilslutter sig årets line-up med navne som Medina, D-A-D, Tessa, Hugorm, Turboweekend, Kind mod Kind, Mumle, Mille og JJ Paulo.
Festivalen meddeler desuden, at over halvdelen af billetterne allerede er blevet solgt. Derfor anbefaler de at sikre sig en billet hurtigt:
"På baggrund af de sidste par års billetsalg forventer vi, at de sidste billetter hurtigt vil blive solgt, særligt når vi kommer tættere på et fuldt offentliggjort program. Vi er ikke færdige endnu, så det er en god idé at få sikret sig en billet," fortæller medarrangør Daniel Mühlendorph.
Læs også: Kan du huske? Her er 10 albums fra 90'erne vi aldrig glemmer
Derudover er det også muligt at blive frivillig på årets festival. Frivilligtilmeldingen åbner den 1. marts og er, ifølge festivalen, en unik mulighed for at blive en del af fællesskabet bag Wonderfestiwall.
"Vi mangler stadig flere frivillige for at få dækket alle vagter. I takt med at festivalen stiger i popularitet, har vi brug for flere hænder til at udvide vores stærke team. De frivilliges engagement er afgørende for festivalen, og vi ser frem til at byde både nye og tidligere frivillige velkommen," udtaler frivilligansvarlig Bjørn Madsen i pressemeddelelsen.
Wonderfestiwall finder sted den 14. til 17. august i Slotslyngen ved Hammershus. Køb af billetter og tilmelding som frivillig foregår via festivalens hjemmeside.
LÆS OGSÅ: Wonderfestiwall 2025: Fire nye navne er klar til at indtage Bornholm