Nyhed

Diplo og Shelly Auguste indgår forlig i omfattende sag

Dj'en Diplo og Shelly Auguste, en kvinde fra Californien, der har anklaget ham for seksuelle overgreb, har indgået forlig, rapporterer Rolling Stone.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i GAFFA Sverige og er oversat til dansk af GAFFA Danmarks redaktion.

BEMÆRK: Denne artikel omhandler seksuelle overgreb. Har du været udsat for voldtægt – eller er du i tvivl, om det er det, der er sket? Du kan ringe anonymt døgnet rundt til Lev Uden Vold-hotlinen på tlf. 1888.

Ifølge oplysninger vil forliget forhindre en retssag, der var planlagt til at starte den 13. januar. Både Diplos og Shelly Augustes advokater er blevet bedt om at kommentere og give mere information om aftalen, skriver Rolling Stone.

Læs også: Diplo-anmeldelse: Sumpet uambitiøs omgang countrypop

Auguste har udtalt, at hun mødte Diplo online i 2014, da hun var 17 år, og han var omkring 35 år gammel. Første gang hun anmeldte produceren var i 2020, hvor hun fik et midlertidigt tilhold mod ham. Diplo svarede tilbage med at søge et tilhold mod Auguste, hvor hans advokat hævdede, at hun havde "chikaneret Diplo og hans familie i mere end et år og gentagne gange nægtet at stoppe".

I begyndelsen af 2021 underskrev Diplo og Auguste en gensidig tilholdsaftale. Året efter vurderede en dommer, at Auguste havde overtrådt aftalen, hvilket førte til en økonomisk kompensation på 1,2 millioner dollars til Diplo. Ifølge Rolling Stone er det uklart, hvad status var for kompensationen, da parterne begyndte at forhandle om den nye løsning.


De to parallelle søgsmål, som nu ser ud til at være på vej mod en løsning, blev indgivet mellem den gensidige tilholdsaftale og voldgiftsafgørelsen.

Læs også: Diplo anklages for hævnporno: Nu skal kvinden afsløre sin identitet

I april 2021 sagsøgte Diplo Shelly Auguste for chikane, ulovlig indtrængen og deling af privat materiale. Nogle måneder senere, i juni, indledte Auguste et andet søgsmål, hvor hun anklagede Diplo for seksuelle overgreb i juli 2019, hvor hun angiveligt skulle have været "kraftigt beruset". Diplo afviste offentligt Augustes anklager få måneder efter, at hun havde indgivet sin sag.


Ud over retssagen anmeldte Auguste flere gange Diplo for deling af hævnporno. Hun indgav sin første politianmeldelse i juli 2021 og den anden i august 2023. Anklagemyndigheden i Los Angeles valgte dog ikke at rejse sigtelser i nogen af sagerne, og Diplo har også nægtet disse anklager.

LÆS OGSÅ: Patti Smith hylder Greta Thunberg på hendes fødselsdag

ANNONCE