Nyhed

Drew Sycamore udgiver sang til både hjertet og dansegulvet

Den nye single er nummer to i rækken fra et kommende album

Drew Sycamore har netop udgivet en sang til dem, der føler det hele og føler det ekstra meget. Singlen "Lonely Heat" er en sang skrevet til både hjertet og dansegulvet, og som opfølger til "Another Lovesong" giver den endnu en smagsprøve på, hvad vi kan forvente af sangerens kommende album.

Læs også: Fra Instagram-besked til storslået duet: Guzo og Drew Sycamore samarbejder på ny single

Ifølge en pressemeddelelse er singlen lyden af en mere moden Drew Sycamore, men også et nummer, hvor "det er som om, der er kommet mere hul igennem". Om den nye single fortæller Drew Sycamore i pressemeddelelsen:


"Jeg blev opereret i næsen i slutningen af 2022. Det var ret besværligt at få tid til, fordi jeg spillede så mange koncerter, men det var en ret nødvendig operation for mig at få. Jeg føler helt klart, der er et før og et efter, fordi det åbnede hele mit kranie op, og det var en meget spirituel og healende oplevelse. Jeg var bange for, det ville ændre min lyd, og det gjorde det, men til det bedre. Jeg føler, jeg lod den nye Drew komme til. 'Lonely Heat' er første sang, jeg skrev efter operationen, og jeg synes, den indkapsler min dna så fint," fortæller hun og fortæller om sangens titel:

"Det er en typo, faktisk. Ikke så romantisk måske. Men sandt. Jeg ville have skrevet "Lonely Heart", men autocorrect gav mig lige en banging sangtitel, og så satte jeg mig med guitaren, og så kom den bare ud i et hug. Ret magisk. Jeg kan huske, jeg var nervøs for at spille sangen for Vincent og Salem (Vargas & Lagola), men jeg tog mig mod til og spillede den for dem i studiet på guitaren, og de synes ikke det var lort, heldigvis, haha. Og så skrev vi den færdig. Har elsket den, fra den blev skabt og hver dag siden. Tror, det bliver en af de sange, jeg aldrig bliver træt af."

Sangen er skrevet og produceret i samarbejde med de svenske Vargas & Lagola, som også står bag den seneste single "Another Lovesong". De to singler er begge fra et kommende album og markerer starten på et 2025 med en masse ny musik.


Hør singlen her:

Et afsluttet kapitel fik Jakob Aksglæde til at genbesøge sine rødder


ANNONCE