Kunstneren indtager de unikke rammer i Konservatoriets Koncertsal den 1. november 2025
Elias Rønnenfelts solodebut Heavy Glory blev modtaget med klapsalver fra adskillige medier i ind- og udland, da det udkom den 25. oktober 2024. Nu kan det opleves live i Konservatoriets Koncertsal, når Rønnenfelt indtager de unikke rammer i bygningen på Frederiksberg i København den 1. november.
Læs også: Elias Rønnenfelt udgiver ny single og annoncerer livedatoer før kommende album
Den danske kunstner har i mere end et årti været kendt som sanger og sangskriver i punkrockbandet Iceage, som han har opnået stor succes med både nationalt og internationalt. På sangene fra Heavy Glory viser Rønnenfelt sig dog, ifølge en pressemeddelelse, i højere grad som historiefortæller og landevejstroubadour end som punkprovokatør, mens musikken læner sig op ad traditioner fra americana og country. Om albummet udtaler Rønnefelt i en pressemeddelelse:
"Heavy Glory er lyden af at vokse op i verden ved at kaste sig ud i verden, lavet af en, hvis eneste konstante ledsagere har været en pen og en guitar. Albummet fortæller historier om isolation, overskud og udholdenhed i lyset af kaos".
Af samme pressemeddelelse fremgår det, at albummet blev indspillet i København i kapitler i løbet af et år i samarbejde mellem Rønnenfelt og Nis Bysted. Andre samarbejdspartnere omfatter Iceages Dan Kjær Nielsen, den danske punk-gudfar Peter Peter samt sangerne Fauzia og Joanne Robertson, som Rønnenfelt tidligere har samarbejdet med på en række Dean Blunt-udgivelser.
Albummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt andet skrev: "Heavy Glory er et strålende udspil i en retning, som jeg håber, at Elias Rønnenfelt prøver kræfter med igen."
Inden Rønnenfelt indtager Koncertsalen, kan han også opleves på sin soloturné, der starter mandag den 29. januar i Roskilde og slutter den 15. februar i Odense.
Billetsalget starter mandag den 13. januar klokken 10.00 via Ticketmaster.
25 mindre koncerter, vi glæder os til i 2025