Nyhed

Ericka Janes nye popsingle er en ode til klubbens rebeller

10'ernes ikoniske festsang "Ode to the Bouncer" fortolkes af den selverklærede poptøs

Den københavnske sanger Ericka Jane har flere millioner streams i baghånden og nu udgiver hun popsangen "Hey Bouncer", der kommer efter to års stilhed.

Singlen udkom i fredags og er en nyfortolkning af Studio Killers dansehit "Ode to the Bouncer" fra 2012. I pressemeddelelsen fortæller hun om sin fascination af Studio Killers animerede tegneserieunivers, der ifølge Ericka Jane er "super cute, men samtidig sindssygt edgy, sexy og top-provokerende".

Popsangeren synger Studio Killers genkendelige omkvæd, der lyder "Oh, let me in or I'll get physical with you / I just gotta dance right now, it's critical to do", hvilket hun kombinerer med sine egne kække bemærkninger og beretninger om det buldrende natteliv.

Læs også: GAFFAs koncertanmeldelse af Ericka Janes liveoptræden


Hun forklarer, at den netop udgivne single er "til natten, der aldrig må ende og til dem med de overmodige 'dancemoves' ude på dét dansegulv, hvor det er helt okay at føle sig uovervindelig”.

Om sin inspiration fortæller Ericka Jane, at hun er en "poptøs med stort P! Elsker musikken, kulturen og alle de mennesker, man møder i byen eller online og flirter eller gossip’er med over alt fra trends til de dybeste internet-rabbit holes. Jeg er selv faldet i de fleste."

Popsangeren forklarer desuden, at hun ikke har udgivet musik de seneste to år, efter hun i et voldsomt cykelstyrt brækkede sin kæbe, hvilket betød, at hun måtte tage en ufrivillig pause.


Hør Ericka Janes nye single her:

LÆS OGSÅ: Udskiftningen af Orange Scene bliver udskudt


ANNONCE