"Jeg er ked af det, folkens, men jeg er sikker på, at I kan tilgive mig"
Det blev et kort livesæt, da den amerikanske rapper Ice Spice optrådte som hovednavn på den australske festival Wildlands nytårsaften i Brisbane. Tidsslottet for hovednavnet var sat til at vare mellem klokken 22.30 og 23.00. Ice Spices optræden var dog 30 minutter forsinket, hvilket betød, at hun først påbegyndte sin optræden klokken 22.55 og spillede i kun fem minutter. Det oplyser flere medier, herunder NME.
Læs også: Vi har samlet de 10 største skuffelser i musikåret, der gik
Ice Spice optrådte derfor kun med to sange i deres fulde længde, nemlig "Deli" og "Princess Diana". Hun begyndte hernæst at optræde med "In Ha Mood", men hendes mikrofon blev hurtigt slået fra på grund af festivalens stramme tidsplan.
Koncerten var én ud af flere festivaloptrædener, som rapperen var sat til at spille i Australien i perioden omkring årsskiftet. Rundturen inkluderede tre optrædener som en del af Wildlands Festival, der blev afholdt i Brisbane, Perth og Adelaide, samt en optræden på Beyond The Valley Festival i Victoria.
Under Ice Spices næstsidste optræden i Australien i Perth lørdag den 4. januar, undskyldte hun for episoden og forklarede den med, at hendes fødselsdagsfejring betød, at det tog længere tid end forventet at blive klar:
"Jeg er ked af det, folkens, men jeg er sikker på, at I kan tilgive mig. Det var min fødselsdag, og det tager lang tid at se ud som en Barbie," fortalte hun til publikum under koncerten i Perth, ifølge NME.
Sidste del af hendes undskyldning henviste til Nicki Minaj-samarbejdet på det Aqua-samplede nummer "Barbie World", som hun efterfølgende spillede.
Festivalarrangørerne bag Wildlands Festival har siden addresseret episoden på det sociale medie Instagram, hvor de uddyber, hvorfor de var nødsaget til at slukke rapperens mikrofon. NME oplyser, at de skrev i kommentarerne, at mikronfonen blev slukket for at holde resten af festivalen kørende som planlagt, inklusive nedtællingen til det nye år:
"Vi forstår, at Ice Spices forsinkede ankomst forårsagede nogen skuffelse," lød kommentaren. "At styre en tætpakket festival betyder, at vi er nødt til at være meget strenge med tidspunkterne. Vi havde en striks udgangsforordning og var nødt til at sikre, at det sidste nummer kom på scenen til tiden, så alle kunne nyde nedtællingen til nytårsaften."
Da Ice Spice gav koncert på Roskilde Festival i sommers, var det også en kortere fornøjelse end forventet. "(...) som helhedoplevelse var Ice Spice tammere, end hun kan tåle at være. Alt, alt for tam," lød det fra GAFFAs anmelder, der var til stede, da Ice Spice gav en kun 35 minutter lang koncert på Roskilde Festivals Orange Scene. På trods af sine kun 35 minutter nåede folk dog stadig at udvandre fra pladsen.
LÆS OGSÅ: Ice Spices optræden var superhot, men koncerten var ikke stærkere end boller i karry