Nyhed

Jane's Addiction teaser for ny musik uden frontmand

Et opslag på Instagram teaser for ny musik fra gruppen

Det skabte overskrifter, da forsangeren fra Jane's Addiction, Perry Farrell, under en koncert i Boston, fredag den 13. september 2024, gik fysisk til angreb på guitarist Dave Navarro. Bandet aflyste resten af turnéen og bekræftede beslutningen om at tage en pause som gruppe i en officiel udmelding den 16. september. Nu tyder det dog på, at gruppen er samlet igen - dog uden frontmand Perry Farrell.

Læs også: Resten af turnéen aflyst: Band trækker stikket efter voldelig optræden

I et opslag på Instagram har bassist Eric Avery nemlig teaset ny musik med bandmedlemmerne Dave Navarro og Steve Perkins. Det oplyser NME. Opslaget er lagt op med beskrivelsen: ""Skriver nogle flere nye linjer til noget af Stephens trommespil. Glæder mig til at få noget Mr Navarro på dem. 2025!", har Eric Avery delt en video, hvorpå han har tagget de to medlemmer.


Der udkom sidst ny musik fra gruppen kun få dage efter hændelsen på scenen i september. Her udgav gruppen nummeret "True Love". Et nummer, der fik sin live-debut ved bandets comeback-koncert i London tidligere på året. Koncerten markerede bandets første show med den oprindelige besætning i flere årtier. 


GAFFA oplevede også bandets fulde besætning, da de gav koncert på Roskilde Festival i 2024. En koncert, GAFFAs anmelder krediterede med fire stjerner og ordene: "Alt i alt et fornøjeligt møde med et stort navn fra den alternative rocks guldalder, som stadig har tændingen."

I en udtalelse til Billboard den 16. september undskyldte Farrell for sin opførsel, der fandt sted under en ophedet situation på scenen. "Jeg tager fuldt ansvar for mine handlinger," udtalte sangeren, der forklarede, at frustrationen havde bygget sig op over flere aftener, hvor hans vokal blev overdøvet af bandets lydniveau. Det tyder dog ikke på, at Farrell bliver en del af den nye bandkonstellation.

Tidligere Slipknot-trommeslager planlægger soloalbum


ANNONCE