Sebastian Wolff sparker sin soloturné igang med udgivelsen af en ny ep
I foråret 2024 drog Kellermensch frontmanden Sebastian Wolff på soloturné og inviterede publikum med ind til et dyk ned i sangskriverens mange sangskatte. Succesen bliver nu gentaget endnu engang i år, og for at fejre dette har Sebastian Wolff nu udgivet ep'en Ep.
Læs også: DAGENS KALENDERLÅGE: Denne sang har betydet noget særligt for Kellermensch i år
"Det er en samling af nye og gamle sange, der har ligget på mit skrivebord og ikke har kunnet passe ind i Kellermensch' univers. Men nu har de spøgt længe nok på mit skrivebord, og jeg synes, at de fortjener en udgivelse. Jeg er meget stolt af sangene, som giver mig mulighed for at lege med nye udtryk og måder at synge på," fortæller Sebastian Wolff i en pressemeddelelse.
Ep'en indeholder de fire numre "With or Without", "Sword of Damocles", "Your Hand In Mine" og "No Light", og vil alle være at finde på sætlisten for den kommende Danmarksturné, der sparkes i gang i Skive den 17. januar og afsluttes i Assens den 22. februar.
Med sig på scenen har han et hold af musikere bestående af Buster Jensen (Blaue Blume, Guldimund m.fl.), Mads Tunebjerg (Kashmir) og Jeppe Bremann (Brimheim, The Awesome Welles). Om lineuppet fortæller Sebastian Wolff i pressemeddelelsen:
"Jeg er utroligt begejstret for det band, jeg tager med rundt på landsturnéen. Jeppe var med sidst og spiller vanvittigt på trommer. Buster er en virtuos blæksprutte, som jeg har fulgt med hans arbejde i blandt andet Blaue Blume, Brimheim og Guldimund. Og så en legende i min verden Mads Tunebjerg på bas. Jeg har lyttet meget til Kashmir og har altid beundret hans basspil, så jeg er utroligt beæret og begejstret for at have Mads med!"
Hør den nye ep her:
D-A-D offentliggør supportnavn til kommende turné