I starten af marts kan Gaga-fans lytte til albummet Mayhem, der tidligere har været skjult under navnet LG7
Lady Gaga har efter mange måneders ventetid annonceret, at hun udgiver sit syvende album Mayhem den 7. marts 2025. Desuden skriver Pitchfork, at hun vil give en smagsprøve på albummet i form af en single på søndag, der debuterer i en reklamepause til dette års Grammy Awards.
Læs også: Nedtællingen til Lady Gaga nye album er startet
Sidste uge kunne GAFFA berette, at Gaga havde startet en kryptisk nedtælling på sin hjemmeside, med beskeden: "LG7, Gaga vender tilbage," hvor LG7 angiveligt refererer til Gagas syvende studiealbum. Da nedtællingen i går eftermiddag ramte nul poppede albumtitlen Mayhem frem sammen med udgivelsesdatoen. Lady Gaga delte samtidig videoen nedenfor med samme annoncering.
Artiklen fortsætter efter opslaget
I en pressenmeddelelse til Pitchfork forklarer Gaga, at albummet "begyndte som en konfrontation med min frygt for at vende tilbage til den popmusik, mine tidligste fans elskede," og forklarede det som "at samle et knust spejl: Selv hvis man ikke kan sætte stykkerne perfekt sammen igen, kan man skabe noget smukt og helt på sin egen nye måde." Det knuste spejl er illustreret på albumcoveret, der viser sangerens ansigt i et ødelagt spejlbillede.
Læs også: Lady Gagas 10 mest undervurderede sange
På sin tidligere hjemmeside refererede Lady Gaga også til tidligere album med titlerne LG1 og LG2, der kunne tænkes at referere til musikerens tidligere studiealbum.
Der er meget nostalgi forbundet med albumudgivelsen – både det knuste spejl samt referencer til hendes tidlige pop-æra. Hun forklarede desuden i et interview fra december med Los Angeles Times, at det kommende album kommer til at trække på forskellige "genrer, stilarter og drømme," hvorefter hun fortsætter: "Det (LG7, red.) hopper rundt mellem genrer, der på en måde næsten er korrupt."
Meget tyder på, at det eneste, man kan forvente af Mayhem, er det uforudsigelige. Eller som Gaga forklarede: "Det ender med kærlighed. Det er svaret på alt kaoset i mit liv," udtalte hun i interviewet fra december.
Lady Gagas seneste albumudgivelse var Harlequin, der udkom i 2024 i forbindelse med filmen Joker: Folie à Deux, hvor hun spillede en af hovedrollerne.
I oktober 2024 udgav hun desuden førstesinglen "Disease", der kommer til at indgå på Mayhem. Lyt til singlen her: